Har det bevidst at min undfangelse skulle forblive en utilsigtet hændelse i universets evige uendelighed
Findes der overhovedet utilsigtede hændelser
Er det ansigt jeg møder i spejlets metalliske reflektion virkelig utilsigtet
Er disse og alle de øvrige ord som er formet i min bevidsthed fra min utilsigtede undfangelse ligeså utilsigtet
Er den savnede person i mit hjerte og ensomhedens dybe brønd en utilsigtet nådegave af en utilsigtet væren

I gjorde mig til det utilsigtede i jeres eget utilsigtede liv
I bar ved til det bål som brændte de broer som jeg skulle betræde for at komme fra barnets grundløse uskyld til den middelalderende mand, kæreste, fadder, ven og tilsigtede brik i altet
Jeres arv blev mit substansløse fundament
På hver Jeres måde var I ude af mit liv inden I nogensinde erkendte at jeg var en tilsigtet del af Jéres
I mister i dag Jeres viljeløse og utilsigtede hævd over min skæbne

I er forlængst helt tilsigtet smuttet fra regningen og jeg giver den tilbage til Jer med denne post til det hensides hvor I forhåbentlig fandt freden til at reflekterer over Jeres tilsigtede livsrejse

Jeg lover Jer at jeg vil ende det utilsigtede åg og fylde Jeres plads i evigheden med udsigten til mit tilsigtede valg
Mor og Far vel
02.12.19.

Det er nu jeg endelig bliver mig selv bekendt og kan begynde at rydde op i bunkerne af glemte og kasserede fikspunkter i mit liv indtil nu
Skal krydse oceaner af opslugende vaner som forankrede mig i stillestående afvigelser fra den livsbane jeg uafbrudt søgte og missede
Min personlighed er på spil og jeg ved der gemmer sig forventede åbenbaringer og sikkert også ukendte kapitler
Der er ikke nogen anden udvej eller rum for desperate hop på stedet eller ordstrømme af tågedis og kviksand
Jeg er lige så ubegribelig unik som det univers jeg eksisterer i og den tid jeg har tilbage som mig skal hylde det faktum
20.11.2019

Portrættet af mine viljeløse handlinger ligger nedgravede i sirlige rækker rettet mod de mange tænkte forsøg på at løse op for de gentagne spørgsmål som strækkede sig længere end det liv som fik mig som ledsager

Det mindste antydede svar forblev forvandlet til stereotype fatamorganaer som altid kom ind fra dæmrende tågeforladte siluetter af linier gennem vårgrønne landskaber som uden betingelser mindede mig om dage uden anden tale end stemmen i mit hovede

Påtaler var der alt for få af når selv larmen fra baggården lod de inviterede søge mod udgangen uden et eneste lille sip af de alenlange cocktails som var ment som den korteste omvej til en uhindret indsigt i det udelukkede holdepunkt til mit livs festtale

Afholdt og holdt ude i strakte sætninger påklistret de nedfaldne krusninger hvori de mange sitrende bølger der sagte flyttede rundt på din blændede udsigt til ufuldstændige værker fra mine afkoblede skabende men udeblevne hænders virke

mit landemærke er skyllet overbord på overfarten mellem kildevældet og det dybe intet

Venter på jer

At der findes en udelængsel mod et liv uden for den atmosfære som er hele grundlaget for alt levende på den planet som mennesket kalder Jorden ligger uden for min begrebsverden.

Det forklares med menneskets natur – trangen til at finde nye grænser at overvinde – nyt land at erobre – at kolonisere og udbytte.

At se sig over skulderen er bagstræberisk og naivt – angsten for at stå helt stille og lade sig favner af den allestedsværende virkelighed og resultat af egen virke er klaustrofobisk for den for hvem flugten mod nye vidder er flugten fra sig selv. Mod en ufri frihed for enden af det kendte univers yderste grænseland.

Lad blot de som kan rejse til Mars og videre ud af vores solsystem rejse – lad dem bruge deres formuer som vi alle som bliver tilbage på Jorden har betalt – send dem afsted med taknemmelighed for med deres afrejse kan vi som bliver endelig få lov at passe på den jord som gav alt levende et sted at være sammen om at gå evigheden i møde sammen.

Mørket er i mig

der i skyggen

midt mellem fraværet og hentydningen

Erkendende det uafvendelige i fremtidens flugt fra fortiden

alt det som skal overleves

alt det som ikke forsvinder

Har meget som venter i entréen
Tæt pakket i beholdere med funktionel udelængsel
Den konstruerede smalle sti som forbinder det ydre med det indre giver mig et svævende grundlag for ikke at synke ned i fortidens fremadskridende ophobning
Lever i forhåbningen om at kunne begrave mig selv med alt det som har været

kommer der et tidspunkt hvor minderne kan få lov til at komme til orde
det partindlæg som måske kan få vores fartøj på ret køl
så den videre sejlads kan finde sine retninger på livets søkort

det føles helt ind i kroppens dybeste afkroge
som en omklamrende uorganisk svøbe
så kuldeskær og livløs og langt under det absolutte nulpunkt
hengemt og jordslået med en rådlugt uden lige
tæt på levende døde i bevægelse mod selvudslettende sejrsrus
i bredde macherende formationer lidende i egen selvforagt
desperate målsøgende hovmodstyngede slaver af eksistentiel apati

denne pjaltens plage lugter blodet fra de levende
lader sig indespærre i mørkets hamsterhjul
løber ind i fortidens dybeste dødelige armod
uden andet mål end nydelsen ved at se liv blive taget

kommer ind fra det yderste højre og spreder deres skizoide menneskesyn
end ikke tilgivelse og rummelighed kan vække dem
fra det ånde- og drømmeløse koma de befinder sig helt ind i evigheden

lad en meteor ramme ned midt i denne infektion og lad universet tage over

vandring mod de urbanne tuer er sat i gang
iltfri komfort uden anden skrøbelighed end udfald af elektrisk puls
frivillig amputering af lemmernes begrundelse
slippe af med grund under fødderne
indsætte eksistensen i egen grænseløs “story telling”
vente ureflekteret på de endelige udfasninger af liv som det var ment
til den uacceptable død bliver det eneste sidste tegn på liv der ikke blev levet
midt i skabelsen af mennesket eget cementerede glasfjeld uden udsyn til horisonten og universets stjerner
med hængende have som desperat forsøg på konstrueret kontakt med moderjord
og menneskets afsked med sig selv
naturen lukker og slukker for det humane microglimt
og den skabte tid dør ud med vores deroute
efterlader oprydningen til altet og naturens intelligens

Er ramt af kaotiske forandringer der trækker dybe efterrationaler efter sig
beder blot om at de ikke fortynder den væske som binder sig til overfladen
som sikre en ubemærket friktion når jeg passere ned gennem atmosfæren
for at lande i landskaber af drømme og udsigt til dybe kløfter

Den dag jeg så livets lys i øjnene var det det eneste jeg så
Det gik faktisk stort set en god del tid før det gik op for mig at mit udsyn sigtede efter den smalle horisont som det hav jeg siden har skuet ud over mødte himmelvældet med
igen gik der en god del tid før jeg anede at derfor min fødder lå et landskab som havde sit udspring ved kystlinien som var i direkte forbindelse med horisonten

Jeg er i sikker havn

sejlede gennem dine indre farvande gennem smalle vande og skarpe skær
undgik grundstødninger og kæntringer
alene med dit lysende ledelys fra dit hjertes fyr
Endelig en landlov med udsigt til evig omfavnelse og dine kys og kærlige udsagn om kærlighed
nogle græder havet dybere af ren og skær smerte ved ikke at være elsket
mine tåre vælder op fra dybet af den kærlighedens sammensmeltning som vi befinder os i
smagen af vores salt som udspringer af jorden som vi lever af fortætter alt i os
har ikke set en mere blændende smuk siluet end din som du stod der med solen lysende bag på kajen
der hvor jeg vidste mine fortøjninger skulle sættes for altid
du smilede mens du bandt dine smukke knob
denne min endelige landgang bør gøres til en rettighed som alle bør undes

frygten for altets frie virke har grebet godt fat om struberne på masserne af forbrugende udsatte
basale evner er bortvasket og tilbage er afkoblede individer som i den forurettedes afmagt
foruretter alle andre forurettede
den andens ret til rettigheder bliver til i lyset af egen tillagte mangle på tro på egne evner
placeringen i inaktivitets-kasserne har slagtet troen på eget værd og gjort det til den første og største fødselsgave til den som fødes ind i velfærdens håbløshed
håbet som drukner i lovfæstede rettigheder som ingen reel gang har i den virkelighed hvor kun én lov gælder – den som giver den stærkeste alle fordele og intet efterlader til de håbløse
alle alternativer til denne velfærdssvulst lægges for nar og skal kæmpe for at holde sig oven vande i den sunami af projekterede uerkendt selvkritik fra de forpligtede selvbedragende hovedansvarlige magtmennesker
Skal altet opsluge os alle i alle fejltagelsers skød eller skal vi i stedet gå det sande alternativets vej mod øjenhøjde i vatter og åbenhed frem for had og hovmod
ingen menneskabt lov forbyder alle at ville alle det bedst – ingen lov forbyder at gøre godt i stedet for skidt – ingen lov forbyder os at ville skabe overskud uden én eneste klingende mønt
overskud af generøsitet avler overskud af generøsitet
altet vokser kun hvis vi tør være generøst alternative – sammen!

Kærligheden er til for alle
den må ingen undvære eller miste
den er det tætteste mennesket kommer på at være universelt sand
at skulle leve uden den er som at være levende uden puls
har aldrig ladet kærligheden forlade mit sigtekorn
har drevet rundt i selvdestruktiv længsel efter blive elsket betingelsesløst
lagt en rivende løkke om halsen og et splidtsekind set livet slukke i mig selv
kastet mig ud foran imaginære højhastighedstog for at blive revet i glemslens itu
har erkendt denne tanke om at miste kærligheden ligger i mine blodbaner
og accepteret at den passere forbi mit allerdybeste sted
der hvor de levede håbløse timer har lagt sig i fosterstilling med ryggen mod lyset
kan aldrig lukke jer ude for uden jer var jeg ikke kommet så langt som jeg er
til det sted hvor den jeg elsker stod og ventede på min hånd og vores kærlighed
på præcis det sted som bar dig til mig og mig til dig
vores for altid vores univers af kys og kærtegn

Ikke at være i kontakt med dele af ens fysiske legeme uden at kunne påstå at man er lammet eller reelt følelsesløs
så meget at selv de dybeste indtrængende spekulationer ingen bjerge formår at flytte for at skabe det rum eller måske univers for sammenhæng
velvidende er jeg dog om at det lige så vel kan være en flod af ord som blot har gennembrudt endnu en dæmning af fortrængt fortrængelse
som om en gentagelse af det indlysende i sig selv bærer nøglen i sig selv til en hvers inderste gemmer og glemsel
et er nok ret sikkert når alt kommer til alt at jeg er bevidst om at det at forholde mig selv til det som også er mig i den reneste og lyse formløse form er vejen til sansning
samtidig med at intet skabes uden det koncentrede fokus som kan gøre selv de mest filtrerede tanker og drømmer til skindbarlig sandhed og mærkbar virkelighed
der hvor krop og sjæl i et nu får mere indhold end noget andet i samværet med du som ligger og venter på mig i al din smukkeste nøgenhed og intense udtryk for mit et og alt

skal vi kører førerløse af uophørligt udlagte biveje og leve i konstant tilskodethed
gør det vores cellemembramer mere ugennemtrængelige for den rullende tid
optages vi dermed i den intetanende loge’s søster og broderskab
der hvor intet får mere end et åndedrag til at bevise sit enestående argument
hvor alle som ikke lader sig indespærrer i massens ligegyldighed både skal leve med tvivlen og ensomheden
for der er nogen som skal betale prisen

Kan jeg sætte dette øjeblik med øjne som flimre ved er erkendelsens tårer
på ordform uden at blive flæbende sentimental
Hvem har del i denne matrikel med en tyngde som skal løftes og vejes igen og igen
Ved de det selv eller har jeg skjult deres skygger i min egen skygge
Om det er afstanden herfra til hvor jeg går ud der formindskes pr sekund
er jeg ret sikkert tilbøjelig til at mene hvis jeg går mig selv på klingen
Har afsat tid til at finde den udvej fra denne opsætning som ikke jeg ikke kunne finde
mine reblikker som skulle havde ført mig til scenens cemtrum
Opnå en indre status som hel med tiltro til at der bag den afgrund som jeg ænser
er der et fast og frugtbart landskab som vil lade mig vokse ud af livets skyggedal

Hvor længe kan vi blive ved med at stopfodre os selv med den samme kost
er der ingen overløbsventil som springer læk og vækker os i det sølle af kontant benægtelse

Jeg var i tvivl om meget – den afstand som omgav mig – de uendelige tidsrum af enerum hvor den stemme som fyldte mest var min egen i mit hovede og mund – denne livets største gåde
Hvem der ville og ikke ville være min tætteste fortroelige – hvornår noget virkelig betød noget – slå rod i én og mig – ligge et spor ud som de spor jeg var så draget af på banelemmet som skabte kontakten mellem storbyens horisontløse marker og provinsens uendelige udsyn
Hvor hørte jeg til med de følelser som det ene øjeblik gjorde mig spændt som en bue med sitrende kildende utålmodighed som fik mig til at bide mig selv i højre hånd til når jeg krøb sammen indeni med et ønske om at forsvinde for en stund
Hvor i mig sidder denne tvivl som både gør mig nysgerrig og åben som en portløs ladeport og samtidig lader en sætning genlyde i mig når jeg et spildtsekund overgiver mig til opgivelsens logik
Er mine tankers sammen- og indfald  kun særlige fra min udsigtspost og er de ene og alene forsøg på at trække scenetæppet for den tragedie som udspiller sig på de faldsgrubsskrånende gulvbrædder som er min eksistens backstage
Hvem har sørget for at jeg til præcis denne forestilling hver eneste gang begaves med den tilskuerplads som giver det bedste synsfelt og lydbillede og dermed også de klareste forrykkelser af mit ståsted
Har jeg mon mulighed for at tage én med som ikke slipper min hånd men holder mig fast og går med mig hele vejen for det er ikke mindre end det eneste som jeg beder om
At DU følges med mig som jeg ønsker at følges med dig – i hjertet og mine sansninger ved jeg DU står lige ved siden af mig og blot venter på vores fælles gang mod vores fælles retning og at der er plads til at vi kan medtage vores tvivl, medfødte nysgerrighed og smerte som gør os i stand til at vide i fællesskab at vi er kilden til vores lykke som bliver til din og min lykke sammen

Her er en fortælling om den første erkendelse af tab og dødelighedens eksistens
Der hvor det sidste sekund og den sidste øjenkontakt mejsler sig ind i hjertet og kilden til smerte og ensomheden
Hvor evigheden viser sig at være et ord uden mening – uden reel substans
Thorwald Hartvig Christensen var min morfar fra det øjeblik jeg blev undfanget og i mit minde er han det stadig
Den søjle som da den smuldrede bragte mig ud på den første rejse gennem fortvivlelsen over alt har en tid til forladelsen indtræder på scenen og trækker livskapitler ud af historien
Hans ønske om at forsone sine nærmeste lykkedes ikke – dertil var matriklerne for udsultede og indestængte
De stunder hvor han gav mig hele sit lille kongedømme til at få smagen for at virke med mine hænder – det lille værksted som var fyldt med alt det som sætte skaberlysten fri – duften af harpisk, skosværter, rensebensin og oliemaling og støvet – de nærmest forstøvede sommerfugle som fløj sig til døde mod de smutsige kitindfattede vinduer som gav udsyn til årstidernes forandringer med mørke nypløjede marker eller bølgende kornarks

I denne tid hvor flere og flere er begyndt at gå til Heil-fittnes i det lokale DNSB center er det vist tid til at reflekterer over hvad vi har i vente hvis denne udvikling foresætter.
I en nation hvor rettigheder til evig frelse fra systemvelfærdssamfundet er første bud står de forledte med et eksistencielt problem – deres tro på den andens død som kilde til deres egen overlevelse og foresatte ansvarsfrihed er og bliver et fatalt og indiskutabelt falsum som ingen udryddelse af humanisme og “kristen” næstekærlighed kan omgøre.
Den sten som de kaster ender i sidste ende med at ramme dem i nakken – deres had kommer til at æde dem op indenfra!

Mit mismod har tit lagt nationer øde og fortabte men denne omgang er forlængst nået helt ud til de mest afsides beliggende dele af universets uendelighed – som et impluderende Big Bang suges evighedens stof mod mit hjertes afkroge og trænger sig med insisterende uhøflighed.

På sin plads bliver det måske ikke når jeg tilsiger at jeg vil rejse mod et opgør. Et opgør som medgiver jeg for de fleste både kan se og virke naivt og for endnu flere mere ligegyldigt end bortskaffelsen af endnu ikke erhvervet indbo. Blot dette at borer mine fingre ned i den jord som lagde sig for dine fødder har så meget større væsentlighed end overlevelsen til dagen i morgen. Duften fra den luft som svøbte dig gennem din rejse udviskes nok i den fysiske væren men har taget bo som et af utælelige minder i mit hovede. Jeg kan ikke hævde med overbevist stemmeføring at jeg vil komme mig over at du ikke længere venter mit besøg og jeg din modtagelse. Dertil var vi alene om at være os to alene. Ingen kan forstå netop vores færd og savn. Ej heller forestille sig hvad din afrejse ud i evigheden har gjordt ved mine åndedrag og vilje til at tro. Jeg tæller dine sidste åndedrag og venter igen og igen på at du én sidste gang trækker luft og ilt ned i lungerne til det allersidste hjerteslag og ånder ud med et sagte adjø…

Under et minut fra at modsige det som mange vil kalde livets patent, men som kun lige har strejfet den splintrende tynde overflade som kun få ser før de sætte foden i jordskorpen og mener sig forstået. Selv de søgeligste øjnes sitrende forsøg på at undgå druknedøden i tårenes overflod har ikke kunnet mobeliserer nok åndedrag til at jeg med troværdighed kan kalde mig et årvågent menneske ud over det sædvanlige som jeg så dybt foragter og alligevel ved er hele meningen med alt. Dette patent af sædvanlighed og mislyde som nogle tolker som overgivelsens triumf. Det er ingen overgivelsen med simpelthen ord som selv ikke jeg kan kontrolerer med de mest sufistikerede armvrid og lysten til at udvirke smerte mod min modstander som er selve dagens ende og indbydelsen til morgendagens gentagelse.

Og nu er vi hjemme mildt anfægtede og udfordrede med ét sigte. Ligge tæt mens døgnets mangfoldige pulsslag smelter sig ind i vores fælles væv. Dine og mine nydelses·kuldegysnings·sagliggjorte i toner af viskede kyssende elskende bekræftelser på vores hjertesamhørighed. Tårer der som springflod ingen hindring finder men kun overgivelsen til dit og mit.

Ingen skal i et splitsekund kaste sig ud i at én eneste indlevelse i kølvandet på mit eftermægle lige meget hvor velmenende denne måtte udtrykkes fra alle de tråde som fulgtes og blev forladt uprøvede og som ikke bragte mig dertil hvor jeg ophørte med at være den jeg var lige før dette skriv tog sin endegyldig udformning til en mættet og udsultet parantes blindt famlende, duftende og svagt lyttende til rummets pulsslag uden den rytme som præciserer et levet livs ind- og udgangsstrofe der aldrig blev nedfældet i illustreret analyserbar form – et fatamorgana af forliste trolovelser og gaver uden anden indhold en det ultimative nulpunkt

Fra at lyde som én der blot ser tilbage gennem mindernes forplumrede romantiserede stisystem ville jeg ønske jeg kunne trække på flere eksempler fra den snartligt ankommende fremtid med færre varme hænder og flere endetørrende androidsystematiserede omsorgsgivende digitale plejere men de ligger gemt dybt i affolkningsadminstratorernes hitliste
hvis fanskarer lytter og vandrer i flok efter med det hvide ud af øjnene stirrende ind i den puls-  og sanseløse sameksistens krævende uændrede vilkår udtrukket af tiden før

Noget så ufatteligt som at stå over for én som til stadighed udviser nægtelsens ypperste og med ødelæggende kunst – som indespærre de som ingen betydning har inde som ude – de som flakker desperat forbi hinanden fyldt med erkendelsens længsel efter sammen at løsne den fælles indespærring i alle selvmodsigelsers dybe armod

Fra byens tage skulle der have lydt romantiske sange med levende pulserende efterklange af uopnåelige fordringer men alt hvad der blev tilbage nedskyllet af skybrudets ekko var energier af ukendt og afvigende art

Med lyden af Kattegat i mine let svækkede øre blev natten gennemført i dæmpet lys fra universets stjerneprojektører som med morsesignaler fra det yderste ydre indprentede mig skønheden ved at blive et med sin partner gennem fravalg af så mange bekvemmeligheder og lette løsninger – at letheden og omfavnelsen af det basale som omgiver os filtrerer alt det fra som forstyrre og tynger sansningen af blot helt enkelt væren tilstede i tosomhed

Hjemad gik den færd som var afmålt til at skulle flytte mig verdikalt gennem en korridor af mit liv som i momentet forfægter hver en tanke om forundelig følelse af det ukontrolable i hvert et åndedrag fra min side – på vise gode dage handler jeg med nødbremsen fuldt trukket og stationær stilstand – på vise endnu bedre dage lykkes det mig at slentrer ind den mørkeste gyde mellem tårnhøje indelukkede skrig af afmagt og fortabelse i eget forfald for som en vellignende indifferent parantes at komme ud på den anden side af tidens slum som upåvirket personage – erkender der findes uendelige flere stumper af ud- og genveje men dem lader jeg dø og blive til aske for havet at opsluge

Forlængst er den fuldbragte opstand lagt til hvile mellem revolutionernes mennesketomme katadraler og mega shoppingscentre placeret i lige rækker som køerne af legmeliggjorte ligdele i koncentreret enegang mod kredittens åreladestationer bemandede af negativt smilende kassehermafroditer
Alle som én skæver nervøst smilende mod førerindens henkastede bitre pilleregn og drømmer sig ind i hendes centrum af tusindeårs glansfuld forfald til fuldkommen udeblivelse af puls og målbar kroptemperatur som var alt væv i hendes legme forlængst forrådnet og verschwunden
Fra de frelstes udkikspost holder jeg mg for god til at blande iltet røde blodlegmer med blot et komma i denne hobs åndelige dehumanisering af menneskeheden forudsette sageliggørelse og meddeler mit standpunkt med mine hænder dybt begravede i evighedens indvolde

På vejen hvor han så hende for første gang lå enden på alle hans bestræbelser i ruiner. Gennemskåret af hendes lattermilde smilende stemme var det som alle mørkets fyrster trak deres korte strå og måtte smage fortabelsens bitre tavshed midt et sandsynligt forsvindingsnummer.
Den overvældende sansning som skyldede ind over ham som hendes hænder der lod hans uberørte kinder og pandeben centreres i en faldende indsigt. De var ét med større sikkerhed end deres fælles pulsslag. Udsette til at vælge hinandens selskab frem for dage i mol.

Den første morgenstund var fyldt med dissede erindringer om kropsvæsker der flød gennem grænseløse ingenmandslande. Vedholdene kys som efterlod celleforandringer med godartede udsigter til mere end blot tænkte fostrer men faktisk indenlunde ægte drømme.
Lader dem ligge en stund halvt tildækket af dynens isolerende tidløshed. De har mere end nok i at fatte deres lykkes træfsikkerhed og bare ét slidt vindpust kunne forvirrer mere end åndeløs dødsvilje kan slå den handlingslammede kandidat mere end en gang af livets landevej. Bringe hele det opsatte rollespil så meget på afveje at hverken hun eller han vil tage notits af kødets fordampning.

I klodens indre har nogen slukket for strømmen til den jernlunge som ilter dybets eneste mening. Som opadgående signaler padler tusinder af krystaller sidevejs i et desperat forsøg på at skrive sig selv ud af denne sætning. Modsat de som intet har mistet eller vil miste hænger denne samling af metodiske forfald overhovedet ikke sammen med det som skal komme.

Du er hende og jeg er ham – vi er os, et med et og totalt ubegrænset og tilgivet for at vi lod denne afgørende tilblivelse af mere end en solist’s afgangstoner ved festens udgangsmelodi.

Sidder du der og venter på mit kodeord. Har du forlængst ladet dit makulerer så ingen anden du gennem dit sinds evne til at erindre vil kunne lirke mit silkespundede skjold op. Trænge der ind hvor saglige individer før dig aldrig fik entré eller indbydelse til at besøge.

Mister man sig selv når en anden mister sig selv. Som den demente ukontrolabelt tømmes for det levede livs skygger og lysende stunder er jeg modsat bebyrdet med en klæbende substans der ikke blot arkiverer men faktisk redefinerer hukommelses sekvenser som gør mig vægtløs og forvirret helt ind til mit hjertes hele årsag til at slå mig til live ved hvert pulsslag.

På taget af mit livshus vipper en mandsperson sin over- og underbalance rytmisk nynnende
Har kaldt på ham gennem tågerne udskilt fra vores ubekendtskab
Mere end blot ignorerende lader han mig stå her bekæmpende følelsen af frastødelse
som om han ved bedre end jeg at vi når han vælger at komme ned vil indgå et venskab for livet.

Bliver taget i mod med åbne toner af strygende håndflader
Mere af det beder jeg stammende og let hyperventilerende
Kan godt tage mindst en omgang mere af de varme flade ordløse hengivelser
Blot ikke med ryggen til da den kulde som ligger i den gestus får mig til at praktiserer troløshed.