Tekster

SÅ LÆNGE JEG KAN HUSKE

så længe jeg kan huske har jeg vendt og drejet hvert sekund
søgt efter en brik som jeg ikke kendte formen på
om jeg var i enerum eller midt i andres selskab var mit indre fokus konstant på udkik
hvor var du
hvor var du når vi sad i bussen på vej til og fra
hvor var du når du indvigede mig i dine sandheder
dine domme og fravalg
hvem var jeg i virkeligheden i din bevisthed
hvem var du uden mig i din bevisthed
du plantede et overvældende tomt sted i mig som for altid vil forblive tomt
hvor var du når jeg gled ind og ud af angsten for at du ophørte med overhovedet at være
når jeg vendte blikket indad og talte med bebrejdende stemmer til mig selv
når jeg forsøgte at forsvare mig mod min egen stemmes hånende ordklang
den konstante trang til at mødes af smilende øjne og latter
være narren som lever af at skabe et centrum omgivet af latterens kærtegn
og når mørket gjorde vejen hjem til et løb mellem to verdener
verdener som på hver deres måde ikke omfavnede mig
hvor var jeg i dit sind i de mange mange timer du var mig foruden
den gang var fraværet en naturlig del af min eksistens
så meget af det blev en del af mig
fraværet fra at være her hudløs og helt ægte
fraværet fra at kunne skrige efter hjælp fra faldet mod afgrunden

hvad var din plan for dig og mig
var dagen i morgen lige så ubetydelig som dagen i går

var du inderst inde helst mig foruden
er du endelig blevet opløst til ingenting der hvor du er nu
inviterede du selv glemslen ind og lod din tid viskes stille ud
var det til sidst så ubegribeligt ubæreligt at bære rundt på nederlagene
var din stille flugt til sidst den eneste endelige bevidste beslutning
nåede du et øjeblik at overveje om jeg skulle kende dig inden du vinkede farvel
hvordan fastholder jeg dig

du lod mig uden tvivl om de konflikter min undfangelse afstedkom
hvordan jeg var en tilfældighed som aldrig slog rod
den rod som jeg stadig i dag mangler og som får mig til at svæve over min eksistens horisont
den rod som jeg ikke har kunnet give videre da det blev min tur

hvad var dit mål med at kasserer alt det som du plantede mig i
hvorfor skulle jeg ende tomhændet da jeg skulle forlade dig for at skabe mit eget
måtte bevæge mig fremad med en følelse af kulde og et mørke bag min ryg
ud i et landskab af tilfældigt spredte tuer som jeg skulle betræde som soldaten på vej hen over minerede marker
stadigt med et håb om at finde oasen med plads og kærlighed til mit væsen

gjorde du dig tanker om hvilket menneske jeg skulle blive
drømte du om hvad jeg kunne udrette og blive til
var det du fik det du fortjente eller faldt du også i søvn med tårer løbende ned af dine kinder
fortrød du i øjeblikke at du havde beholdt din lille dreng
smertede det hvis du tænkte den tanke
et er sikkert…. jeg blev ikke skånet for at vide at jeg lagde kimen til splid

var jeg den eneste du kunne have fortrolighed med
var du ikke bevidst om min lidenhed
var du så ensom og forladt at du kun havde mig at græde ud hos

jeg er på vej ind i mit inderste indre som alle år har smertet og efterladt mig skamfuld og tynget af skyld
skam og skyld som kun gav mig en udvej – flugten i en hver form
en flugt som fastholdt mig i ensomhedens kvælende angst
en ensomhed som fik mig til at se omgivelserne som flygtige og uden plads til mig

en ensomhed som uafvendeligt har talt til mig om døden som udvejen
døden som kunne bringe mig ud af min forbandelse og stoppe smerten
løse alle de uløselige udfordringer som til stadighed lagde sig over min nakke
min nakke som fra de tidlige ungdomsår har opmagasineret alle mine nederlag
som i dag har mistet al smidighed og er fastlåst i en kronisk spænding som ingen udløsning får

foresættes…

Dit opkald passerede tæt forbi mig uden at jeg anede det
Mit opkald passerede tæt forbi dig uden at du anede det

Min eksistens synes at have forladt dig uden at du har erkendt det
Din eksistens synes at have forladt mig uden at jeg erkendte det

Har du forlængst taget afsked med mig uden at jeg anede det helt
Har jeg forlængst taget afsked med dig uden at du anede det helt

Har vi begge ikke anet vores skæbners sagte og eneste tangeren et sted i universet som forlængst er forsvundet i en mørk evighed

Kunne jeg skrive mig ind i dit hjerte og forblive der indtil det opløses og vender tilbage til tidens begyndelse

Er jeg den eneste der ligger vågen og mærker tårerne strømme ned af mine tindinger for at forsvinde i det let grånende hår

Har stillet mig selv uendelig mange spørgsmål og tøvende forsøgt at finde på svar i et lys af objektivitet

Mens solens gryende lyskegle kvæler nattens ufuldstændige pragt og afmagt med forestillingen om nye muligheder

Med lukkede øjne tæller jeg de sidste usynlige sekunder før der ikke er flere flugtmuligheder væk fra døgnets vågne timer

Velvidende at døgnets lysende orakel visker stemmeløst om de forliste savn og fortvivlelse over aldrig at få blot et øjeblik retur

Dybt i eksistensens kløft vandrer de hvileløse skikkelser på rad fra opstandelsen til den lukkede poets opremsende anekdoter om alle der passerer forbi i blinde

Med søgende famlende finger der forbliver urørte og tørstende efter mere end de kølige strejf af brise som pulsende svøber alt ind uden af afsløre sig selv det mindste

Hvordan finder jeg nøglen til jeres hjerter

Det er blevet en smertefuld gåde som synes at skulle efterlade os i hver sit univers som på overfladen ligner hinanden men ikke tro kopier

Jeg finder mig selv fortabt og langsomt synkende ned i fortvivlet resignation

At elske jer som da jeg tog i mod jer synes at langsomt at for tone sig i meningsløshedens tårevæld

I er et med mig og ikke et med mig

Er det virkelig skrevet i evighedens manual at vores moment blot skulle  blive til et ufrugtbart tavst udråbstegn

Jeg er uvidende om hvor meget mere jeg har at håbe på og om det er tæt på den endelig opgivelse

Meget i mig taler til mig om den mulige overgivelse til den dæmrende afsked

01022020

På dage som den som netop har lagt sig i rækken af dage som er gået siden jeg fik ventetiden som barselsgave

Fandt ikke ind til kernen af mine udfald og frygten som lurer bag vise tanker

Alt ved denne situation får mit hjerte til at gå i stå

at være her og ikke være her på en og samme tid med dig

et af disse mere og mere sjældne stunder

så virkeligt urimeligt at vi er endt med blot dette

Som to fremmede bærende på en identisk følelse af at vi kender hinanden

Hvis det ikke var for de gabende kløfter som fraværets fælles erindring har skabt

Minderne om savn og søvnløse nætter i fortvivlelsens afgrundsdybe håbløshed

hvor morgenstunden bebudede endnu en dag med udsigt til forestillingen om os

en forestilling så uønsket og depreverende at ingen burde trækkes i dybet på det grundlag

foresættes

Beruser mig i sædernes forfald

mere af det som lader mig forlist vende ryggen til den sikre havn

mit rige til salg for de smalleste skuldre og hule hjerter

nået så patentlig i både udførelse og iscenesat fald mod afgrunden

flå alle indre som ydre lag af for i det mindste at gøre dette til en soloretræte

so long du fælde gyngende grund

At skabe et rodnet uden et frø at plante
at præparere et jordlod uden grund under fødderne
at bilde mig ind at kunne starte helt forfra
at gøre lige nu til fortidens vugge
at splittes ad i dette forsøg på skabelse
at vide at de som kender til det jeg blev til i er borte
at vide at mine ord er mine ord som én dimension uden ind- og udgang
at kunne pode jer til min fældede stamme
at tro på at det kan lykkes
at idéen dør i tvivlens nådeløse kvælertag
at lægge denne flod til hvile i sin eget kildevæld
at formulde og blive optaget i livets endelig udløbsdato

at lade en tom linie skabe en rejse i tid og rum
helt dertil hvor enderne når hinanden og meningen lyser op og leder mig op på land

det gør så godt at det gør helt ondt
den smerte som føles som kølig velour
den kan komme med en udsigt til grænseløst rødmende nedgående ende på endnu en dag
eller med det allertidligste lysende bevis for endnu en gryende dag i oktober
så vidunderligt mange muligheder for lykke toppet med lykken ved berøringen af dig
den nøgne krop som er min – den nøgne krop som er din
de taler for os med ordløs hengivende poesi
vi står på vores helt egne søjle af livsbaner som førte vores læber sammen
det gør så ondt at det gør helt fantatisk godt at vide det sammen med dig

Afstanden mellem den inderste kerne til den yderste grænse for kendt liv strækkes hver sekundt
En udvanding af erkendelsens nådegave, bringer en bekvem glemsel ind i eksistensens ligning
Følelsen af at føle, fordamper med den voksende afstand mellem imaginær realitet og virkeligheden
Et stadigt stigende “egoismens hav” ender med, at drukne al sameksistens
Som et stadigt udvindende mikrounivers, som uafvendeligt vil ende med at implodere, er menneskeheden endt, forvildet overbevist om egne evner, til at omskrive naturens orden

Skal vores børn arve menneskehedens kollektive selvdestruktion…
…eller skal de opleve at vi som har muligheden og pligten til at stoppe gevaldigt op, gør det?

Har lukket mig selv ind til muligheden for at ligge mig selv i graven
alt fra lige nu helt tilbage til der hvor jeg gik forkert
der hvor jeg mente jeg havde fundet retningen
ud af den indelukkede en til en eksistens
der hvor troen på forudsigelser afstemt efter følelsens af morgenstunden styrede dagens muligheder
hvor søgen efter det som løftede mig op over trøsteløshedens skygger
det blev til en flygten uden mål eller bevidsthed
om det kræver selvskænende afstraffelse
om der er sammensvorende som skal inddrages
om du skal hives tilbage fra dødens rige
om der skal tales med store glødende bogstaver og tårevæddede øjne
om det hele skal indpakkes i bedøvende tavshed
at et blik mellem os kan lade arven løbe ud mellem vores flettede fingre
lige lidt ved jeg om noget som helst
men jeg må lade mig rense og lade noget i mig dø og gå bort

Med sejlet kapper jeg kontakten mellem roden og den sprøde søjle
som stræber mod solen og evnen til at skabe formering
med dette snit er min hensigt at styre uden om uønskede snyltende ved
med dette snit genindtager jeg den plads som mine egne tragtes efter
for derved at maximere det udkomme som jeg har sat mig for at høste
selvom det ideelle ville være rummelighedens mangfoldighed
frem for denne udrensning af andet liv
midt i denne erkendelsesrække bliver det tydeligt at jeg må være kompromisløs
at jeg greb ud efter sejlet med en hensigt
at være almægtig i øjeblikket

Knuger mig til de små rodløse bølger som gennemstrømmer mine tankerækker
levn fra tidlige erindringer
uden substans og indhold
og dog så dybt forankret som mikroskopiske faldgrubber
gyssende fornemmelser af at være efterladt
uden nogen at holde fast i
som faldet i det dybeste menneskeskabte hul
uden mulighed for at se andet end ugennemtrængeligt mørke
kvælende klaustrofobisk endegylighed
kvælende opslugt af en ikke eksisterende udvej
kun med flugten ind i opgivelsens sanseløshed
gispende efter opvågnen til der hvor jeg ligger med dig

gribber efter dit sovende legme og trækker dig tæt ind til mig
ude af kløerne på kimen af barndommens skyggespil

Orderne ligger på læberne og i mit hoved
de ord som i form og indhold indeholder smertefulde erkendelser
indhold om dækker splitsekunder og lange passager
alt sammen del af en usammenhængende erkendelse
ud fra tidens væsen som evigt afsluttende
uden mulighed for virkelig minutiøs gennemlevelse
kan gentage virkningen i igen og igen
deri har mindet og minderne en sælsom evighed indbygget

Hørte ikke kaldet
så ikke advarslens blodrøde siluet
ikke af ond vilje eller med hensigter af samme karakter
var bare ikke hjemme
eller ude
var intet sted at finde
uden for rækkevidde
væk i mine egne tanker
lyttende efter min egen stemme
på udkik efter udsigten
til mere af det samme
som bedøver og afsjæler
ikke af ond vilje
ikke af god vilje
Ikke af nogen grund
blot fri for tilstedeværelse
mildt udvisket som vandmærker på skoletavlens indgravede lærdom i kridt

Det blev mig fortalt at du ville vente på mig
som om det kunne forudsiges at jeg var ventet af dig
var det måske det som holdt mig ovenvande
med læberne gispende efter luft
mens krusninger af salt vand hentydede at grænsen er hårfin
at det er et så uerstatteligt smukt væsen som du
du som fik mig til at gå af den snoede sti
fra der hvor jeg kom fra til dine hænders indgribende kærtegn
dine læbers nænsomme berøring af mine læber
som var det der vores ventetid fik sin ende
vores fremtid i selskab med viljen til dine og mine drømme
sammensmeltende til det som vi begge ventede tålmodigt på
tålmodige som evighedens krumning om horisonten
med udsigt til dine yndefulde øjnes sitrende indsigt
og mit blik som aldrig bliver færdig med sagligt at stirre ind i dit hjerterum
mit hjertes hjerterum i dit hjertes hjerterum i mit hjerte

Hørte én mene højlydt at jeg bør opdateres
som var det vejen til horisontens endelige ende
ikke efterladt i nutidens fortidige sump
forhippet på at være indsigtsfuld uden at kvæle mig selv
ikke ligne massernes jagt på den eneståendes glans
være anderledes i eget selvbillede grusomt almindelig set ude fra
nedfældede indtryk om ensomhedens lysende blinde vinkler
upopulær tørstende efter kærtegn langs mine

EN SPEJLNING
mere ægte end alle levede liv
fra en kilde der bød på forstemte fatamorganaer
med alt det drømmene og længslen fødte ud af mine tårer
denne tyndslidte sløvede viljes udvej venter iført fortvivlelsens afsked
mens tyngden af den koncentrerede indsats opsluger mig
der hvor fundamentet strækkes mod universet
indkapslede i de dybe fuger som luften vrides gennem
fra sluttet fortid og i dette uforanderlighedens gerninger
med mørke skyggetegninger på himlen
som var de tidens ærligste fremdrift
af mine i bevægelse
synet af grove hænders virke

synet af grove hænders virke
af mine i bevægelse
som var de tidens ærligste fremdrift
med mørke skyggetegninger på himlen
fra sluttet fortid og i dette uforanderlighedens gerninger
indkapslede i de dybe fuger som luften vrides gennem
der hvor fundamentet strækkes mod universet
mens tyngden af den koncentrerede indsats opsluger mig
denne tyndslidte sløvede viljes udvej venter iført fortvivlelsens afsked
med alt det drømmene og længslen fødte ud af mine tårer
fra en kilde der bød på forstemte fatamorganaer
mere ægte end alle levede liv

få timer kan gå
det ene øjeblik er du ude eller måske er det mig der ude
et helt reelt tilfældigt møde samler os op
og det bliver klart at det at savne kan skabe parralelle universer
steder hvor det som går frem går tilbage
hvor skillelinier gror op gennem fodsålerne
og udsigten til at slippe ud og tilbage er ugennemtrængelig

En hver overvejelse om dette at begribe
at gribes i at forstå
og ikke at forstå begrebet
som en malplaceret indskydelse
på papiret fuldkommen
i udtalelsen fortabt
svinde ind i tid og sted
indse for sent
famle blændet af pinlighedens kvælertag
lede efter det punkt som skygger for ordernes kilde
og endelig imaginært stille tiden tilbage
håbe på glemslens forvitrende endeligt
så svært det er at begribe
så ubegribeligt ensomt at forstå

Sidder midt i skabelsen af en forestilling
om at leve midt i en forestiling
uden begyndelse og slutning
at indramme den i

Jeg har det sådan med dig
ingen begyndelse
ingen slutning
kun et lige nu
efterfulgt af endnu et nu og et nu igen og igen

Det er som er vi velsignet
frivilligt længelsfuldt indfanget
helt omgivet af vores fælles hele
så blidt bindende
at blot en ubevægelig tanke
om afsked skaber sprækker
i vores fundament

der er lang vej tilbage til udgangspunktet
længere end til målstregen
vender blikket 360 grader og ser mønstre uden løsning
en siluet som springer ud af et forbipasserende øjeblik
forsvinder uden at vise noget livstegn
som dyb sort midt den dissede morgenrøde
i tankens uendelige rækkevidde befinder jeg mig forlængst langt ude i ukendte vidder
flyttet gennem skygger af umættelige forestillinger om grænselandets afmagt
indelukket i en uløselig labyrint drevet frem af længsel efter håbløshedens fordringsløse tørst
kun plads til den søgende og resignerende
har tegnet ruter på forhånd som lidt efter lidt udvaskes af tårene fra indsigtens kilde
forsøger at frembringe smil og ender med at hoppe fra tue til tue
lige så lidt overbevist om at nå helt ud til kanten af min opfattelsesevne som guds eksistens

hvorfor kommer de ord jeg må lade flyde fra min mund til at stå i skyggen af den halvåbne dør
hvilken mængde tid skal der til at gennembryde denne forhindring
den hindring som driver den udeblevne klangbund rundt en cirkel af smerte
er det ubrydelig bånd forlængst blevet brudt og blodets forvist til Hades ingenmandsland

gennemsøger alle gemte logikker og tro på at intet er uløseligt
så længe og så udmattende at det fundne synes ubrugeligt
som om der eksistere en alzheimer som kan dræne ubetingede relationer
erodere eksistentiel samhørighed og skabe uendelige huler af evig tomhed

er det et uafvigeligt Waterloo øjeblik eller erkendelsen af Titanics opstoppelige fald mod dybet
er eneste redning at lukke døren helt til og lade skyggen opløses i et defust opgivende suk
kan ikke finde svaret på dette som den livstidsdømte ikke kan drømme om friheden
………..

træder ud af oplevelsen af en helt og aldeles naturlighed
og står midt i det inferno som er den virkelighed langt fra det helt og aldeles naturlige
den virkelighed som massen af desperate individer udånder i hvert sekund de tager en indånding
jeg må ud af denne udslettende civilserede institution

your moving through the open door
hear your voice
“goodbye honey – have a fine day”
everytime its happen I loose a peace of my self

its like reality follow you to work
like the wall thats surrounds me are unknown to me
I tell my self the first hour thats its not true

but nothing can’t be true when I’m not with you
the air loose oxygen and the horizon turns all red
red like the blood that gives you and me live

Lytter til din søvn
ser dig sove
vil sove ved din side

Foreligger der en betegnelse for dén jeg er blevet
et skema som blev afkrydset og sat i perspektiv
passager som flød med de hensigter som var programmeret
kulører og partikler med aktive virkemidler
opmålte kvaliteteter og velbegrundede årsager
tildelte egenskaber og aflåste lukkede korridore
opgivede indfald og afmarcherede punkter
er jeg alene min egen bygherre
ansvarlige i mine små aflukker hvor jeg har gemt mig så tit i eget tænkende selskab
hver med sin indgangsreflektion som låste op for samlinger af alskens fortabelser
der hvor jeg danser for mig selv og lader andre være ubetydelige tilskuere med øjne som ser min indre iturivelse mens mine arme svæver som lykkelige luftstrømme, mine hofter vugger friktionsfrit i en halvtakt som andenstemme og fødderne som jeg lader være frie og flytter mig sagte rundt på mit eget imaginære dansegulv
bag de lukkede øjne vender jeg det hvideste ud af mine øjne og bilder mig selv ind at døden kunne tage mig lige netop deri det øjeblik
mens salte tåre løber fra mine øjenkroge som floder af blod
er der jeg føler mig lykkelig klar til at forsvinde

når du taler dit eget sprog er det tydeligt at der er mere du ikke siger end hvad din stemme giver mig
lyden af dine stemme er omkranset af den omkransende ensretning som har tøjret dig til nærmest ingen udvej
her sidder jeg med et nøglebundt fyldt med nøgle til uoplåste døre ind til alt det jeg satte frem for dig af udveje og muligheder for dit frie valg
Ved vi begge at den landkending som stadig rækker til at vi kan være i stue sammen forvitre stille men sikkert
håber du har et sted hvor du kan stå i skyggen og derfra se ud på klodens vidder og måske spotte din egen øde ø som du skal befolke med alt det som er dig i det univers som er lige så fyldt med uendelige muligheder som det er uendeligt stort
jeg og mange du ikke har mødt venter på at du ankommer til der hvor vi venter på dig
der hvor du endelig er sluppet fri af det klistrede kvælende spind

med mineraler og tålmodighed kan sjæles formes
dyrkes som var de skæbner indkapslet i et frø
udklækkede ind i eksistensens grundfjeld
for nogle i krystaliserede korn rige på alt det yndefulde
andre må slide sig gennem de hårdeste kulstoffer

de sættes tilbage med beskæringer med forskellige sigte
de som nænsomt løsnes fra fejlskud
og de som afskæres de retninger som var givende
så foranderligt de bevæger sig væk i hver sin retning

falder de til eller skubbes de evigt rundt
som afvigende og urørelige for deres enestående anderledeshed
eller lader de sig indhylde i klæder som gør dem til ingen
ingen som glider afsted i floden af intethed

uden anden forbindelse end at være ingen mellem ingen
mellem disse ingen flakker de eksistenser som ikke kunne blive ingen
de som besværede sig med at skulle rive sig selv itu for blot at kunne gro
som er så helt og aldeles alene med deres ensomhed

onsdag den 22. januar 2014
Kind of Blue 210114

tæt på at føle mig som discipel
indledningen føles næsten som smuk morgenstund i nattens mørke
alle sanser, celler vendes i retning mod tonerne og den skabende rytmes dragende sødme

“fortabes for en stund af støjen fra medlemmer af foreningen for mennesker uden situationsfornemmelse….”

fra dybet i mit indre trækkkes jeg tilbage til denne melankolske yndefuldhed
lader ignoranterne opløses i deres egen medbragte syre

smelter sammen med frie dikterede noders dans i det smukkeste indelukke
ofre mig til tredimensionel treenighed og lader mine øjne blændes i intens lytten

tæt på at eksploderer i nærmest oprivende behagelige genlydt/-syn

angler usagt efter evighed i dette setup
tages i hånden af den varme inderlighed som slutter sættet
ikke efterladt ensom og længselsfuld men tryg smilende over livets overflod af minder og stor skønhed skabt af tre uerstattelige personager gående under navnet “Simon Toldam Trio”

Tak SimonNilsKnut

Vi står på spidsen af hvert vort lille kontinent
med afstande mellem os som ikke rækker længere end længden af vores rækkevidde
lige præcis så langt fra hinanden at det føles som afstanden mellem universets yderpunkter
og samtidig smertefuldt tæt
fra disse kontinentale udsigtsposter spejder vi ind i vores indre
på udkik efter én eller flere forklaringer på hvad der bragte os ud på hver vores rejse
var det den trygge utilnærmelighed og jagten på en normalens norm
som gravede de udtørrede oceaner som skiller os fra hinanden
jeg kan ikke længere finde svarene for de er sunket tilbunds i afvisningernes kviksand
måske hvis vi vender os mod hinanden på hver vor spidede hjerters ensomme sylespidse holdepunkt og lader smerten som dræner os for livsessens være vores kaldesignal
vi har ikke evigheden til vores rådighed

en regnbyge har skyllet det yderste af min ydre armering af
den armering som holdt de lydløse projektiler ude
og så lige dagen før dagen hvor jeg skal møde op iført de sidste øjeblikke
kunne godt forfalde til at mistænke tilværelsens forudsigelighed for den udåd
er nærmest ved at hensyne i et tempo som kun den altædende angst kan frembringe
kan man overhovedet være klar til at ende som var det en afgang for takeoff til en eksotisk rejse ud i den globale evighed

Er det at opgive sig selv når de relationer som benævnes som familie ophører med at være en del af en selv
når mængden af levet liv forlængst har drevet en kile ned i det grundfjeld som var et fælles dna
hvordan definerer man sig selv som en eneste sjæl med den længste skygge af tilbagevendende grådkvalte forladthedsfølelse under dyner som kun gav en fornemmelse af det at være virkelig favnet og holdt om og holdt af
hvilken kontakt tænder det lys som kan overdøve det stille mørke som ligger under mine øjenlåg
som døden er uafvendelig er muligheden for at spole tiden tilbage uden mening for det som kunne være sagt var ikke tilstede da det kunne være sagt
den afkobling som skete var måske ønsket og dermed beseglende og at vende tilbage vil blot give en gentagelse af det som blev til det det blev til
hvor går jeg hen og finder en afgrund at tømme dette skæbnespil ned i
er det jeg se når jeg ser ud over horisonten til resten af mit liv
bliver det blot til et blodspor som langsomt ebber ud og tilsidste slutter med et blodrødt punktum i den sne som drøsser ned og gør skridtene mere og mere besværet
til det punkt hvor jeg kun kan se ud på en flade af frossen indenlandsis som dækker min rejse fra undfangelsen et sted i en forstad til min hovedstad ved havnen og sundet
så alt bliver opslugt i universets evige cirkel og bragt med til det punkt som det hele igen vender tilbage til for igen at eksploderer og udvide sig til noget der måske bringer mig på banen for at gentage dette skriv på det selvsamme grundlag
sker det vil jeg ikke engang vide at jeg har været her før men vil tro jeg er den første der sidder her og skriver og skriver… og skriver lidt igen eller måske meget

Har talt og talt de sidste mange dage
om det der stikker ud og det som skærer mig op
spurgt en tilfældigt om de tomme øjne som jeg ser i spejlet
påstået at vide alt og samtidig være tom for indsigt
hvilke ord kan remse op hvad jeg har tænkt gennem et halvt århundrede
lige meget hvor meget jeg sætte ord i sætninger lander
de på maven og bløder til der ikke længere er gnist i øjnene
taler jeg stadig eller er det en anden form for tavshed
stilhed uden at stå stille og vippe på den ene fod
koldbøtter lader mig tilbage forvirret og paradoksalt nok klarsynet
mens en hvivlstorm trækker huden af min krop
vrider mine knogler ud af deres led og bringer alt ud af oprindelig sammenhæng
hvem kan finde samlingen som skal give mig legmets tryghed tilbage
til at holde hånd med og holde hånden over og under
på det som en dag skal blive den sidste dag
der vil jeg forvente at en kuvert vil blive smidt i brevkassen
den eneste tilbage på jorden
lige udenfor den dør som jeg åbner og går ud af og bort
brevet lader jeg mine efterladte læse op og håber jeg høre med de sidste pulsslag til mine øre

når nuet viser sin overmagt over drømmenes flugt
er det som jeg træder ind i et rum uden afgrænsninger
lukker alt ude og genoptager udslusningen
hvordan jeg skal afhænde de fysiske elementer
tilgode se som jeg må tilgodese
udviske det som ikke skal videre men forlængst er udstødt
overvejer hver beslutning

Vendte mig om blot for et øjeblik at se tilbage gennem bagruden
den rude som skiller mig fra fortiden
der hvor frøene spredtes ud for at vokse op til den omsluttende organisme som er det som holder mig fangen i tilbageblik og gråden som slynger sig om min hals

Hvor blev I af – jeres svar mangler som mine spørgsmål
spørgsmålene lever fordi de ikke fandt deres svar og som døde uden gravsted hjemsøger de mig som tidevandet der savner fastlandets nærhed og grund

Betragter det med voksende erkendelse af at skulle leve i dette mit livstempel og søger modet til at omfavne det ukendte med det som er kendt
deri kan måske gemme sig den indre logik som kan være den hånd som jeg kan gribe og tage med på vejen til der hvor min tavshed fødes ind i det svindende lys fra mine åbne øjnes udsyn før et mørke uden ende lader min ånde falde til ro

Drikker af jordens salt
drikker indtil jeg er er et med oceanet
krystalliseres ud og vender tilbage
fra der hvor alt hvad er kendt udspringer
det sted som bevarer fortidens skjulte kort
hændelse på vejen mod dette

I dag går jeg dybt ind i skovens mørke
kaldt til af efterårets komme
søger et sted med en fordybning som præcis passer til et legeme som mit
åbner mig for løvfald og naturens forgængelighed
lader mit hylster optages i alt levendes cyklus
tømmer mit sind og historier ud i luftens bevægende strøm
en tårer så salt som de 7 oceaner tilsammen løber fra mit ene øje forbi den ene øreflip og videre gennem nakkehårene
for til sidst at falde ned i skovbundes evige mulddække
mit endelige permanente hjem
ventende på at du finde mig som jeg finder dig
finder freden i universet organiske lydtæppe
sangene som bringer mig sorg og lyst til lys

Ufærdigt
Fik et øjeblik stukket i hånden

i et nu ved at drukne i et ocean af uendelige muligheder

men holdt mig til kun at soppe lidt langs kanten mellem fast og flydende

tilbage godt inde i land parkerede jeg bilen på langs af en retning som på en gang gik begge veje

var en stund som den fremmede der stiger af toget på en station som viser sig at være et stop for tidligt eller sent

ledte tilbage gennem mange års levet liv og fik med et jordforbindelse med stedets nuværende struktur og fylde

valgte retning og side og gik fra startpunktet mod den smøge som en gang førte til dagtimer i legende ekspeditioner mellem den svimlende gyngetur hen over løbehjulets slingrende højhastighed til indvendt formgivning af mere eller mindre formbar strandsand med en snert af kattes toilet

retningen var god nok men smøgens sider var på en gang forandrede og så alligevel tro mod mit erindringskort

mennesketomt i det ydre og menneskelige siluetter i langsomme bevægelser på de indre linier

noget var bevaret fra de givne aktiviteter på denne legens matrikel

det som fik tiden til at stå stille den gang som nu

alle de glemte ansigter og deres stemmer – latteren og de høje hvin når det hele blev vildt og frit

når virkeligheden blev vores egen i skyggen fra de fastgroede træers brydning af solens mærkbare varme

når det hele sluttede og returbilletten skulle indløses ved udgangen

vores små hænder som på en bestemt og venlig opfordring greb fat det lange rebs håndgreb der hver eneste gang fandt vejen tilbage til stuen til venstre på hjørnet lige overfor bygningen som med tiden dannede rammen for dannelsen af vores dannelse

dette langt fra opfattet i den beskrevne stund men senere uomtvisteligt det næste skridt mod det sted hvor dette skrives og formes i erindringens givne mulighed

Er her i nu
Har for længst overskredet min egen sidste salgsdato
en lovning som sekundet efter den var givet forlængst var forlist
tydeligvis kunne jeg ikke sælge ud på min fremtids vejene
kende den årsag som skulle virkeliggøre en blind forudsigelse
nu er hver dag et modspil og afvigelse fra det plot om en forlængst afsluttet historie
og hvad skal jeg så tænke om dette
det vil jeg ikke bilde mig ind at jeg kan love et svar på
det må andre måske tage sig af
vær min gæst

25/12-2015
———————————————————————————————————————

Sulen 2015
du må ser dig om efter et andet dødsleje
her er der ikke plads til dit endeligt
du er kommet til det helt forkerte sted min ikke ven
dit livs eksodus til vores land af fortabt velfærd var en nitte
alt hvad du kan få er at vi fratager dig din sidste værdighed
det er vores ret at fører dig til din afgrund og din pligt at kaste dig i den
vi er ikke din redning men din håbløshed
du skal blive til ingenting for du er ingenting (for os)
det er vores hellige højtidsgave til dig og dine millioner af lige

nok om det…
er der ikke mere snaps til silden chef…. Skrål og smædelig Sul

18/12-2015
———————————————————————————————————————

Jeg lever – gør du

Jeg fik den klare fornemmelse af at du sagde at jeg skulle springe ud af vinduet
også skulle det sidste jeg hørte dig mumle være at det ikke var ment på den måde
hvor du har fået den evne til at tale uden at tænke og lytte til din egen stemme bliver den gåde som først løses efter at universet og meningen med big bang for længst er noget den nyfødte baby forklarer før det at tale er lært
jeg har forlængst talt det sidste hjerteslag i mit bryst og så ligger jeg alligevel her i min kiste begravet forlængst og kan ikke slippe den tanke – hvorfor var du som du var
nærmest som en zombie forbandet til evig grundløs søgen efter udgangen til evig fred og frelse
havde jeg vidst du ville guide mig til dit ynglingssted i tragediens iskolde fangekælder havde jeg ladet mig selv se mit spejlbillede efter til glasset var løbet ned af væggen og ud over mine fødder som den evigtseje sirup som glas blot er
jeg giver mig selv en happy end og vender tilbage fra de døde for at kunne skrive dette ned og glædes over at du må erkende at dine mål er dine og derfor uopnåelige og efterlader dig som den fortabte når du ikke kan holde dig vågen men må lægge dig til at sove søvnløst gennem nætterne mens din egen stemme er den eneste du hører knævre bag din pandebrask i al evighed

17/11-2015
———————————————————————————————————————

Uden titel
Rejsen ender her ved denne begyndelse
pladsen er for trang og afstanden er for uendelig
der er ikke mere substans med overbevisningens glød tilbage
meningen var ikke at sejre ved målet
blot et ønske om de bedste hensigter
et hvert sekund kræver min udelte opmærksomhed
som var det begyndelsen på tusinder af gåder
dette har i åremål været skæbnebåret
for hvad er svaret på disse tusinder af sekunders tusinder af gåder
mit svar er ikke givet – ikke erkendt for udenforstående
ej heller for mine egne øjne og øre at begribe
lige så lidt som erindringen om solopgange i tyst betagelse
lavmælt hviskende tavshedserklæringer fra den stumme altvidende
dertil er jeg ikke på vej
ingen løsning er løsning for mig
alt er i stadig forandring og dermed ligeså min søgen
en stadig i fremadbevægende søgen
som den rejsene’s uvilje til stilstand

14/11-2015
———————————————————————————————————————

Morgendagen

Som om min tid var opslugt
ikke et skridt var taget siden denne tilstand overmandede mig
hvert åndedrag løb ud i sandet og svigtede min vigende puls
skulle jeg denne omvej for at sidde her i aften
ved dette tastatur og med en uløst gåde at løse
hvem fik sit ønske opfyldt
oplevede dette fra den omvendte virkelighed
i mit sted sad jeg fast og levede med alt
besværet var tilstede som medløber
med og med modgang skal livet leves ved jeg nu
forud for min fortid
med meget at glemme
erkende egne svigtende evner som bagage bærer
medbringe det mest væsentlige
til morgendagens odysse ind i fremtiden
du venter på mig mens solen vælger sin opstand
vi bliver to siluetter forenede og uadskillelige

25/10-2015
———————————————————————————————————————

Kontinentet

strandet på et kontignent uden grænser
millimeter fra at gå til i imploderende lyde
iskolde regndråber holder mig fra at falde i en hundredeårig søvn
iskolde minder driver med mig og hænger dybet til tørre under mig
sandet trænger ind i mine øjne
jeg svulmer op og sorte siluetter kommer indenfra
en lugt af endegyldig opløsning forlade det som var mig
der er for lidt af altfor meget af intet
der er mig og dette forsvindende kontignent

jeg gløder måske en kende
kan måske ses på den anden side af alle tiders sund
dette bølgende ingenmandshav som troede jeg var ufarbart
hvad nærmer sig fra intetheden på den anden side
et fartøj uden lige
et individ uden sammenlighed
noget nær det perfekte udtryk for alt hvad jeg anede eksisterede
centrumet for mit univers som havde været undervejs fra mine aner blev sået
en åbning mod himlen
mod den dybe blå følelse af lige dele omfavnelse og vristen sig fri

dine hænder krybber ind under min nakke
løfter nænsomt mine tanker om forestående endegyldighed til vejrs
mærker vingeslagende da de søger opad mod lyset
mærker dine læber røre mine som de vil i al evighed herfra

vi skal befolke dette vores ukendte kontignent med alt
alt det som er os og levne ubegribeligt meget plads
plads til lyd, farver, puls….

30/8-2015
———————————————————————————————————————

om det er duften af din hals krumning som fører mine sanser ind af din åbning kan jeg kun gisne om mens jeg godt ved at det er det det handler om
at det er alt ved dig som sætter mine længselsceller i vibrerende eksplosiv tilstand
en tilstand som bærer mig gennem universet til din favn og lyden af dit pulsende hjerte
får mig til at tro på at dit væsen vil være der når mine sidste tanker tænkes og vi ses i vores næste kærlighedsfase

Takker Big Bang for…
– dine kys
– dine smil
– dine kurver
– dine saglige suk
– dine elskovshymner
– dine favnende kærtegn

Omveje til en slutning

Først stukket og derefter taget ud af rækken
hvor er I alle
med mig burde I stå ved siden af
ned til kysten med min bedste ven
ind til tagryggen for at hænge mig i dagens sidste solstråle
uden at være patentlig
nærmest sløset og uomgængelig
et af mine adelsmærker fra bunken med mærkede dage
lege i skolegårdens blinde vinkler
ridslende kindkys fra hende som i dag er som opslugt af jorden
som gav mig en gave som endnu ikke er pakket ud
mere en en generation tilbage
mere end et håndtryk med den døde fra nabolejligheden
der hvor vi delte legmets væsker ligeligt mellem de som tørstene og de som var mættede
pålidelige introduktioner faldt som medtagede overbevisninger
jeg udeblev fra omklamring og sessioner af pligt
tillige fortaltes der eventyrlige salmer uden komponisters strengeleg
ulyttede åndedrag fra kryptens dybe klangunivers var hvad der blev tilbage

i hvilken takt skal den kærlighedssyge kat modtage smertens undfangelse
dertil indtaget i uhumske dufte af nyligt afgået udløbsdatoer
indfanget og undsluppet på en fortvivlet gang sødmefyldt triangulær puls
mit som er dit er deres som deres er dit og mit
det blev fortalt mens flanker af flagbetyngede hoder lod de svage forblindes til trøst
du var vidne til mit vidende postulat som hermed er nedskrevet
gør med det hvad du længes efter at bedrive

22/5-2015
———————————————————————————————————————

Periodisk system

vi fødes alle ud af det lydløse bigbang
fra et logisk udgangspunkt som kan opgøres i formler
formler for den blivende eksistensens
den som kan sandsynliggøre følelsernes ophav
give det uomtvistelige bud på meningen med livet
fra tanke til en tryg placering i det periodiske system
det sted som vi alle efterfølgende kan vende vores blik og søgen mod
måske bestemtes din og min væren netop i et uendeligt lille moment hvor intet blev til alt
evighedens grundsten som ingen kender til og som dagligt følger os alle på vej
følger os alle lydløst på en og samme tid
kunne det være det som fik os til at føle samhørighed
som gjorde os til én levende organisme med et fælles “ét”
som stimen af fisk der mekanisk flyder gennem oceanets hulrum
og stæren som evner at skabe den sorte sol når den ikke er alene

Vi vender tilbage til næste akt og gentager spillets regler på ny og for altid

19/4-2015
———————————————————————————————————————

Var er som var

En af de der dage hvor ordene faldt ud af min mund
Hvor du med dit fravær fik en hver mening om livets mangfoldige muligheder til at dø af grin
Og en sådan dag kan jeg tage mig selv i at længes tilbage til
Der hvor fortabelsen føltes som den åd mig op
Mange gik og mange vendte aldrig tilbage
Jeg vendte heller ikke tilbage og er lige her i dag
Ikke flere forsvindingsnumre ud til kanten for livets selvopretholdelse
Var der jo mens det skete og det levede gennem mig
Hvad mere kan nogen og jeg forlange
Blot det at vide at det var mit og ingen andres er i sig selv til at smile over
Jeg smiler

6/4-2015
———————————————————————————————————————

Måske mit

Lukkede mig selv ind uden nogen forud modtaget indbydelse
Måske forventede jeg at blive tildelt fortræde
Aner ikke om det var det der bragte mig over det dørtrin
Ind i de rum som hver og én inderholder dusiner af dage set gennem mine øjne, hørt gennem mine ører, lugtet gennem min næse, mærket…
Hvem bebor denne ejendommelige ejendom
Bærer skraldet ud
På hvilke dage føles tilstedeværelsen af det som tydeligt er mit for belastende
Er min indtrængen på mine egne enemærker ubæreligt eller foreneligt med mit fravær
Ingen tager i mod
Intet åndedrag synes taget
Hele stedets struktur handler om iagtagele af det usette i de blinde vinkler mellem min indtrængen og opløsningen af dette hemmelige udsted
Ingen pligt er at ane og den lette iltmangel som pakker mig ind i en døs slukker for den undren som hver eneste grad på horisonten altid fylder mig med
Den største gåde ligger gemt i de spor som efterlades på mine kinder når jeg har følt
Hvem er den som jeg hørte liste bagdøren i
Hvis tilstedeværelse er lige så ukendt som uønsket
Lad mig lukke mig selv ud igen
Tager kun dette med mig som fik mig til at lukke mig ind i første omgang
En ikke modtaget indbydelse og velkomst

31/3-2015
———————————————————————————————————————

Ikke afsked

du er ikke forladt
og du har ikke forladt mig
er trist tilmode ved ikke at skulle smile til dig og se dig smile tilbage
sorgen finder mig i små øjeblikke
du ånder ud for allersidste gang og jeg styrter et splitsekund mod afgrunden af savn
mit holdepunkt er nu et minde som jeg besøger i tanken
du er nu alene mit minde om dig
jeg er ikke færdig med at tage afsked med dig kære
måske fordi det kunne være på gensyn
i sidste ende er vi forbundet i det univers vi begge blev født ud af
og jeg tænker du måske blot har taget bo i en anden lokalitet som jeg endnu ikke kender
jeg vil at du skal elskes tusinde gange af tusinde af de mest elskelige galante mænd
som vil sidde ved din side og holde dig i hånden som jeg fik lov at gøre i deres sted
de som var gik forgæves og lod dig udleve alle dine forhåbninger om at blive favnet
til du mistede håbet og gav op og lod dig selv glide ind i ensomhedens tomhed
jeg må sætte et mærke for dig kære mor
et mærke som fortæller at du var her og gav liv til nye liv gennem mig som du gav liv

Fredag d. 20/3-2015
———————————————————————————————————————

Titelløs

Alt forladt
Alt efterladt
Alt udeladt

Intet forladt
Intet efterladt
Intet udeladt

Hold disse ord op mod himmelvælvet
Måske ses konturerne af en dybere mening
Et hvert bud kunne være velkomment
Hvis blot der var én modtager
Med åbne antenner og skygger af intens medvirken
Forbeholdenhed skjult bag defuse objekter
Frosne lyttere og læsere indhyldet i introverte dimensioner
Der er ingen ende på deformiteternes indsats
Heller ikke når vinderen bliver tabernes banerfører
Et hvert eftermægle lader den undvegne fortolket før opløsningen
Det kunne være punktummet for allertiders endeligt
Eller broen over fordybelsens slugt
En udvej for dødens mulighed for at se tilbage på det levede liv
Postludium er alt hvad der står tilbage

Lørdag d. 7/2-2015
———————————————————————————————————————

Ikke meget at smile over

Stanken af fortræd hænger tungt over det univers som lod alt som var forgå i afvigelsernes logik
den logik som æder generationers eneste forbindelse med meningen med deres rejse fra fødslen til døden
hvert et forvitret kærligt smil som fandt vej til skyggefulde ansigter holder glemslens tåge uden for rækkevidde
på gode dage bider den fryssende kulde sig helt ind til knoglerne kun omgivet af den fernis som lod til at indeholde livets varme
på dårlige dage ser alt sort ud og forbliver tågevæddende tæt på håbløst opgivende endelser uden brugbare facetter
alt dette set fra den blinde vinkel hvor ulykkerne står i kø for at overraske deres ofre
I øjenkrogen skære solens stråler sig vej ned gennem dette ælte
glider sælsomt tavst hen over de rygende markers kurvede dale og bakker mens dyrelignende skygger parere ordre
nogle løber henrykte mod dette betagende fikspunkt og opløses lykkelige over at slippe fri
andre trækker et nummer og stiller sig i køen for dem som ikke kan få nok af ydmygelser og følelsen af at være simpelt affald
Jeg selv vælge min egen udvej og flytter mine hænder væk fra tastaturet og går i seng og drømmer om frostklar morgenstund

Torsdag d. 15/1-2015
———————————————————————————————————————

Fra vinduet på 3 sal

Så det ske fra mit vindue
overgreb på overgreb
sageløse individer falde på stribe
kaldte med mine tårevæddede øjne på et ophold
blot for at kunne feje dødens høst op
klæbet til udsynet fra min udsigtspost over gadeplanet var jeg fanget
som en tilskuer uden reservation og ret til at bevidne andet end mit eget åndedrag
måske derfor jeg forblev fortiende mine vidneindsigt
mine indre overvældende plausible forklaringer
om hint og dødens ret til at skærer igennem til virkelighedens bitre vrangside
jeg vedbliver med at samle mine erindringer om årsag og virkning
blot for at lægge dem inderst i ordets inderste postboks
gemmeren for alle de gemte berigtigelser og fantasifulde udflugter med dødens dans
var jeg blot indhyldet i vinduets gardiner kunne jeg se bort
men dertil kom det aldrig – dertil er jeg ublufærdig og gennemsigtig
selv med synet på closeup flimre alle bevægelser ind gennem mine øjenlågs panser

Fredag d. 9 januar 2015
———————————————————————————————————————

Skaberens skabelse

En skabelse blev født ind i historiens evige offer
medvirkede denne skabelse til andet end at leve sit liv uden trang til saglighed
var du parat til at lade dig ensrettet fortolke uden ret til indsigelser som kunne række længere end evigheden
din plads er udfyldt af ønsket om en fuldendelse af gejstlige med mere magt end håndspålæggelse
jeg lægger mig med ansigtet nedsænket i muldens dybde
ser ind i det sted som intet pulsslag på denne klode kan synkroniserer uden
velvidende at krigenes fadder blot er en konstruktion for dødens fantaster
de som gemmer sig bag ugudelige usandheder og selv forbliver usårede
de som laster andre for at modsætte sig hellige heltekvad om nationens ret før liv
de som mestre psykopatiens manipulering af naive ufærdige sjæle
de hvis eget blod ikke kan flyde fra deres åndeligt pulsdøde kroppe
de som burde spændens for deres egne dødsplove og skydes dybt ind det mørke tomme brændende helvede som er deres eget paradis
dømmes skal disse vampyrer for deres afvigelser og sanseløse blodtørst
blodet fra de uskyldige som de lapper i sig med blodige håndflader
og alt dette for en skabelse uden våben og lyst for andres død
fængslet i kirgsmagernes Guantanamo

Lørdag d 26. december 2014
———————————————————————————————————————
I en stund af egen betydning

Forfulgte er de som ikke ser sig tilbage men er stivnet i fremadrettede bevægelser som gispende planter tyngede af tynde tråde af bly i blodets strømmende tidsindfald og omvendte forestillinger om lysets kommen fra et lysende punkt i det allersorteste i øjnene på de ikke bagudskuende men blændede ignoranter af saligt fravær og tommer kolde håndflader indbundne i glasserede pigtrådsudråb fra mundhuler tømte for al dental sansetale og rodløst forfald til lugten af duftende halvtopløste buketter af vandbøflers kampbrøl mod krybskyttens blødende samvigtighedskvad om livets økonomiske dødsårsag og udryddelse

Mandag d 16 december 2014
———————————————————————————————————————

Uden titel

Det er for de tre musketerer som indenlunde tog på rejsen fra et sted i en fælles epoke
hver med sin egen indre rejseplan
overvældet af rejsens åbninger og lukninger
de mørke passerende byer som intet røbede
drømmende fantasier om indsigt og forståelse
tavshed som gav ilt og tålmodighed men ikke samling
i den sidste afsked ved det sydligste punkt tog rejsen livet af treenigheden
ikke et ord blev efterfølgende udvekslet
de fælles minder blev efterladt ved perronens afslutning

lørdag 6 december 2014
———————————————————————————————————————

En sommeraften syd for Lisabon

Har set ud over atlanterhavet fra klipperne ved Porto Covo
fra det som jeg troede var det yderste punkt i livet
tankerne fordybet i hvad livet ville bringe mig
og lige så meget hvordan jeg var kommet dertil hvor jeg sad
kunne opsluges af dybet som kastede skummende brænninger mod portugals sokkel
eller drukne mig i mousserende rødvin med blikket fikseret på den mørkhårede skønhed som lod alle fortabe sig i de strømme af forhåbninger som hun fyldte den autentiske fiskercafé med

valgte den vante omvej eller udvej – løb panden mod ensomhedens udsigt
eller liggende med blikket flakkende rundt i nattehimlens stjernehav
som glemt ved perronen med tomme lommer og lyden af tanker om mig i ørene som en skingrende discant
Så langt fra hjemstavnen som hundrede af generationer i en lige livsbane
kun som ukendte støvpartikler som gemmer sig mellem fugerne i tidens dunkle sprækker

hvad ville der ske – hvem så mig sidde stirende mod den uendelige horisont
lyttede nogen efter de lydspor som min eksistens panorerede ud over havets minder
kanske de blot blev opslugt af den samme søgen efter mål og mening

Onsdag 3 december 2014
———————————————————————————————————————

End of Story

Til helvede med de selvfedes dans om diagnosens kalv
jeres ridt ud i sumpen har kun en “end of story”
at I æder hinanden op og intet efterlader end stanken af sort død

mens I opsluges af den kloaksø som er resultatet af uendelige tømninger af verbale latriner glider I over i universets historier om den kvalte dannelse

jeg har set nok og hørt nok på sangen som begik vold på toneløse melodier
ord om selvtilfredshedmastuberende klappen egne skuldre til blods
om fravalg fyldt med uendelige skove af pegende fingre omsluttede af pøblens værdisætning

vil søge ud bag de ugennemtrængelige skove og der stikke fingrene dybt ned i mulden og tømme mine sanser for slagskyggerne af udtryksløse købemekaniske zombier

Fredag d. 21 november 2014
———————————————————————————————————————

Endnu en version og mulige åbningslinier

Vil tage mig den frihed at forsøge at give min version
som om det kunne ændre universets historie eller udvikling
en af de dage er oprundet hvor der må noget på bordet
ikke blot henkastede forsøg på at kaste lys over det er født før der blev lys
det er helt tilbage til da vi blev forenet i det som var min livsmoder
i det øjeblik lige før tendensen til det første igangsættende sekund
netop der hvor den første podning udløste alle cellers kerne
der hvor mine tanker kløvedes af horisontens evige cirkel
tanker som aldrig tænkes til ende fordi enden glider om bag siluetterne
af opstigende himmellegemer og nedsynkende mørke
en indhegnet trivialitet som aldrig mættes og giver det klare syn uden filter
en lydløs håndgang mellem spørgsmålets kontinent og grundfjeldets kvadratter
og lige før den endelige landgang kaster endnu en polvending alt tilbage i dybet
ingen definitiv afsked med tonen af forsvindende skridt ned af lejderen
vinkende strejf skaber luftlommen i mit kast med hovedet uden tvivlens piskesmæld

Onsdag d.19 november 2014
———————————————————————————————————————

Os i aften

en aften med dine kys og vinyltoner
indhyldet i normaltidens normale aftenstund
opsluger sekunderne som ellers udløber
binder mig fast til dit åndedrag og stille sitrende suk
læner mig op af dine skyggebilleder
i et med den puls som vækker mit hjerte
som en solnedgang med flettede fingre
lysende øjnes blik der mødes i mørket mellem i går og i morgen
hver gang som allerførste gang
intet større end stor
ligetil som i aften og alle aftener

Lørdag d. 1. november 2014
———————————————————————————————————————

Private motivation

Lige præcis ord som glider direkte ind i mit indre
et indre som ikke behøver en intruduksion
dertil for privat og ubetydeligt for blottelse
læs mine læbers bølgende udtalelser og der ser du glimt
glimt som springer som spæde gnister
gnister som oplyser mine visioner
visioner som virker som kommende fra det yderste mørke
mørke som fortætter og muligvis forhindre skabelse
skabelse af virkelighed som kun én ser og ikke ser
ser med blinde vinkler og lavthængende lydmurer
lydmurer som reflekterer ufødte stroffer og tavshed
tavshed som både støjer og gemmes væk bag øjenlågene

øjenlåg som er så gennemsigtige at alt sandt fordamper
og fortættes som dråber under min næsetip
lige for øjene af mit sandblæste spejlreflektion
set gennem det yperste spycam fra bagsiden af mit indre kompleks
det som fremstår og vedbliver privat
så privat at al næstekærlighed vælder fra denne kilde
kilde til ubetinget indsats for dit og dit og dit og dit og mit bedste og næstbedste

Fredag d 24 oktober 2014
———————————————————————————————————————

Uden titel

passerer et hul i hegnet som ikke burde være lige der
heller ikke den hund som logrende hopper ud i min vognbane
helt på tværs af min retning og uvelkommen
fastlægger min gang for resten af dagen
for i et åndedræt at vinke dette bæst ud af min horisont
lige lidt fatter den mit mishag
mere pågående snapper det efter mine knyttede hænder
slår dette hen som mit eget paranoia
lige indtil jeg mærker det første bid trænge gennem mit venstre håndled
som uafsluttede angreb på min tro på morgensdagens bedste vilje er dette
min skæbnetime på dette som kunne blive den sidste del min vandring
hvert et bid følges af gentagelser af kuldebetyngede erindringer
øjeblikke hvor bruddet med den virkelighed jeg fødtes til at leve i var tæt på at kvæle mig
hunden er ikke bevidst om sin rolle på dette mit åsted
den er sat ind i rollen som min skæbnes rensende frelser
vakler tilbage på dydens smalle sti og ser mig ikke tilbage
ingen lyst til at se mig tilbage ind i det blodige gab
som har efterladt mig arret og befriet på en gang
ser hellere frem til at blive modtaget som den jeg fødtes til at være

Onsdag d. 22 oktober 2014
———————————————————————————————————————

Opslukt

det er som om det kommer fra et sted lige der hvor noget i mit hjerte skulle fylde et tomrum ud
et undertryk der impluderer ind i mine nattevandringer
de giver mig synet af strandens intimitet mod havets bølgende kurver
ikke prangende men tilpas meget overflod af arvæv
pålidelig som de skridt i sandet som mine fødder har efterladt
lige indtil tidevandet havner i min åbne favn og skyller glasstøvet i mine øjne ud til yderste revle
har set flere afgange af små både med tilfældigheder som forblev passerende

har lagt mig til rette mellem det visne tang som for længst er ophørt med at lugte ilde
ved ikke hvad jeg venter skal ske med denne hvilende tilstand
har ingen forventning om at blive tilset af mine egne efterladte spøgelser
selv om de så gik igen af podiets smalle indblik og kastede mørk glans ville de være usette
har ingen svar på hvor de vil have mig til at gå hen
ingen retning ud over den let famlende vandring langs mit hjertes vandkant
og den har intet mål i sigte eller et sted at vende tilbage til
alt er forsvundet – opslukt af min eksistens ocean

Torsdag d. 2/10 2014
———————————————————————————————————————

Pointe

de konstruede guder er døde
de er gået til grunde i afmagt over deres skabers forfald
de fandt ikke plads i køen til grådighedens Mekka’er
de fortvivledes over de deformerede skønhedsidealer
de ser idealer om fælles bedste, lide liberalismens død

jeg maler helt korrekt fanden på væggen
jeg følger mine egne indre konstruktioner
jeg udviser hovmod i mine pointer
jeg giver ikke fortabt for modargumenter
jeg placerer mig gerne modsat vindens retning

på den anden side af “pt.” ligger virkeligheden
der hvor mødet mellem fladerne enten skurer smertefuldt, eller tangerer henrivende let
indkapsler min færd, i tonedøv tilstedeværelse, men besudles alligevel
opgivende nær, erkender jeg indledningen på dette skriv og ender i cirklens gentagelse

i cirklens centrum kunne pointen være: gud er død og vi lever og må klare os selv, sammen…

Mandag den 2. december 2013
———————————————————————————————————————

Kind of Blue 210114

tæt på at føle mig som disicipel
indledningen føles næsten som smuk morgenstund i nattens mørke
alle sanser, celler vendes i retning mod tonerne og den skabende rytmes dragende sødme”fortabes for en stund af støjen fra medlemmer af foreningen for mennesker uden situationsfornemmelse….”fra dybet i mit indre trækkkes jeg tilbage til denne melankolske yndefuldhed
lader ignoranterne opløses i deres egen medbragte syresmelter sammen med frie dikterede noders dans i det smukkeste indelukke
ofre mig til tredimensionel treenighed og lader mine øjne blændes i intens lyttentæt på at eksploderer i nærmest oprivende behagelige genlydt/-synangler usagt efter evighed i dette setup
tages i hånden af den varme inderlighed som slutter sættet
ikke efterladt ensom og længselsfuld men tryg smilende over livets overflod af minder og stor skønhed skabt af tre uerstattelige personager gående under navnet “Simon Toldam Trio”Tak SimonNilsKnut
Onsdag d. 22. januar 2014
———————————————————————————————————————

Me

When I was young I never look over my shoulder fore any kind of loving affection
was aware that some might try to reach out fore my heart but they never did catch it
only at night I went in to hide by a dear friend of mine that did not look for any form of passion but only fore the comparny in the darkness
it was so plain to see that the thing between us never got out of hand
as if the distance in itself made any attempt pointless fore both of us
in daytime no one could gues that the naked truth was our to share

I’m older than the stories that is told and my age is my shield fore remembering
in fact you made me blind and deaf in all aspects of the knowledge of living and maybe also the art of dying
every day it seems that the fact that I was born with my feet arriving before my brain did have an affect
that the idea of me being me is as big a mystery as the whole point of the univers

certainly I will never understand

Lørdag d.27 september2014
———————————————————————————————————————

Søvnløse

ville jeg sove nu hvis det var i nat en meteor lod mig hvile som en smeltende iskrystal
fik det som var mit til forevigt at udvaskes i fortidens afløb for tid
til en plads i den store gentagelse af starter på slutninger
hvis jeg lægger mig nu og vågner når jeg skal vågne
vil søvnen så nå mig inden solen tvinger mig ud af mine øjenlågs mørkerøde bagtapet
hvis jeg kender svaret når jeg vender tilbage vil jeg udflette mine gemmere for alle løsningerne
det vil jeg love hvis søvnen for tag i mig og udmanøvrerer mit evigt vågne sind
det er mit vilkår og skæbne i to ord
Torsdag 11 september 2014
———————————————————————————————————————

Bliv væk

hvordan sletter jeg sporet efter dig
et spor som jeg selv lagde ud
hvad fik dig til at forblive sporløs langt ind i døden
langt ind i min bevidsthed

tonerne i din stemme har ikke gemt sig i et ekko
latteren fra dine grin forsvandt med gennemtrækken i den tomme stue hvor jeg gik hvileløst og ventede på din snarlig genkomst

du forsøgtes begravet mens jeg var spædt på vej ind i det liv som jeg siden har levet
hvorfor døde du ikke i stedet for at lade dig levende begrave

som en misgerning og forrådelse af mine chancer for et frit liv
vedblev du med at ånde mig i nakken og lod mig spilde mit savn
på én som ikke ville savnes og ikke savnede

mine hænder ville favne om dine
i dag ved jeg de ville have frosset til is
at dine gener vil have vendt sig bort fornægtende vores slægtsskab

hvad gør du for i døden at vedblive med at slette dit mindeløse minde om mig
ville du have givet mig faderlige råd om en vej væk fra dit sorte hul af en sjæl
som sugede mine forsøg på at blive mig ud af mig

du svingede din le og snittede mine rødder over og lod mig blæse hid og did
desperat har jeg famlet efter de holdepunkter som du indtil nu har taget fra mig
efterladende mig søsyg i hjertet og fremdriften

Må finde det sporløse spor som er mit og mine i dag
for jeg er mere end mig skal du vide
så meget mere end du har fortjent
du får aldrig del i mig som jeg aldrig fik del i dig

En dag vil vi som er begrave dig og da vil vi befri os fra dig og du fra os
da vender du aldrig tilbage igen og dit spor vil være til ende lige så blindt som du levede

10 september 2014
———————————————————————————————————————

Uønsket fra nu…

Hvad skal jeg gøre for at få dig til at opløses
ende dit negative virke i vores stræben efter frihed
skrappe al den bitre tekstur som du lod os næsten drukne i igen og igen
løsne afmagtens kvællende tag om vores livsvilje
placerer dig i skammens krog hvor de ufølene sjæle kan begræde deres ensomme statur

hvornår vågner du op og indser at du har bragt ulykke i liv som du burde fejre
Jeg ved hvem du er og du forbliver uønsket fra nu og altid

6/9-2014
———————————————————————————————————————

Morgen med undertoner

indhyldet i langsommehedens formørkende famlen
i dette øjeblik ånder jeg tungt og mit legme føles opløst

Nat med overtone

lader op til at lægge mig i nedre og øvre lag
let på meninger og tvivl men også klar i mælet
———————————————————————————————————————

Afgangen af dig

ramt af et uoplyst lyn blev jeg klar over at du forrådte mig
at du aldrig tog din rolle i mine fantasier som dig
at mit åndedrat var dødt i dine øre
at mit hjerteslag slog end ikke ét eneste slag i dit univers
hvordan kan jeg bærer dine celler i mig når jeg ikke var i dine
at afkræve dig svar nu hvor du endegyldigt er stukket af
du valgte jo at dø ved min undfangelse

du visnede langsomt hen ensom og selvforrådt
min medynk er også visnet bort
hvor kan jeg begrave dit ikke minde
din ikke person
din forrædende sjæl
du er ikke mere min drøm om en far men det sorte hul du hele tiden var
forræderisk bundløs og tappet for essens og vilje

kan sende dig til afgangen for aldrig tilbagevendende
uden afsked for hvem kan tage afsked med den der aldrig var
jeg kan ikke

21 august 2014
———————————————————————————————————————

Skygger

skygger passerer med tunge opløftende hentydninger
medbringer mærker af slidtage og overbærende medlevende
synet af denne parrade af indre modlys betager
iagtagende ligger jeg mig med synet rettet mod himmelhvælvet
påskønner denne stund med stille løbende salte tårer som lægger sig tilrette i græsset
synker ned og op i denne duel mellem lyset og dens fortærrende skyggeleg
ilden i hjertet buldre sagte og jeg ånder ud som var det det sidste åndedrag fra min side
en dag er gået – opslugt af morgendagens ufravigelige kommen
hvem er jeg i morgen – morgendagens fremtidsvision eller blot mig
følger skyggernes vandring og forsøger en stund at forestille mig at sætte efter dem
opsluge dem med mine syvmile skridt – så tænkte og dog så realistisk udførte
ser med et skygger af mine fodsåler og aftegningen af min krops vertikale figur
et alt muligt – at jeg intet uden disse skygger – forfalder til ikke at udlede en anden mulighed
nu forvisset om mere end da jeg indledte dette udtryk læner jeg mig tilbage og nyder mødet med bomuldens omfavne tekstil og smiler med mine lukkede øjne til mørket bar mine øjenlåg
deres trygge skyggetegninger i mit indre blik for lykke

Fredag d. 8/8-2014
———————————————————————————————————————

Én af de der dage

tonerne af din vers holder mig fra at rejse mig mens bunken med “to do” stirre intenst og indsmigrende på mig
trangen til at komme den i møde er både tilstede og meget fraværende og et sted i baghovedet forhandles der om ét kompromis
læner mig tilbage sammen med mine versevenner og lader mit sinds administration om at styre praktikens gang ud i verden

Torsdag d. 19/6 2014
———————————————————————————————————————

Et skridt nærmere

de står som udsynets disciple på rækker uden anden ende end evighedens endeligt
er stået af ved dette stop for at se om jeg kan falde ind i dette broderskab
kommer med et sind fyldt med for og i mod på en lang perlerække af indlogeringer på tvivlens motel
nok lettere end da livets spæde vår holdt åndedrættet tilbage og katastroferne fik liv blot ved at en dør stille blev lukket
en del mere resolut og vristet fri af bekendtskaber for enden af overbelyste blindgyder
lader modsætninger som modsætter sig det fælles bedste impluderer og forsvinde ind i universets livmoder
ved at I som har taget i mod mit væsen – mine gener og min søgen efter amorinernes livsgivende essentielle er uafvendelige faktorer for søgen
drømmer om at efterlade et lyst og motiverende aftryk med mere end blot skygger af disede aftegninger
virke i det lys som udsynet kaster tilbage i indsynet som silketråde mellem start og slut
leve uforgæves

Søndag d 8/6-2014
———————————————————————————————————————

Uden titel

Forlades og genforenes dagligt
den daglige jagt på bytte former sig meningsløst
kun tomme hænder og øjne
du forlader og kommer retur
savn og slidt tillid
uanseelighedens skygge lapper alt i sig
for et ubetydeligt og meningsløst bytte
alene for at kunne forlade og genforene
alene for at kunne retunerer med tomme hænder og øjne
alene på jagt og alene forladt

Evigt ubetydelig for en større sag
alle forlader og genforener
helt uden tvivl og tynget af tvivl
hvor går vi hen når vi forlader og retunerer
hvorfor forlade og forene for den større sag når sulten bliver til forladthed og enegang

En dag i starten af juni 2014
———————————————————————————————————————

En tekst

hvor er jeg på vej hen
vidende hvad jeg ved nu
hvor kom jeg fra
før jeg vidste det jeg ved nu
hvem lod mig passerer
vidende hvad jeg ved nu
hvem vendte sig væk
ladende som intet var kendt

hvad skal jeg blive til nu
med den sagte visken i mit øre
fra den stemme som lod mig tavst forsvinde
med forventningen om ikke at blive glemt
ved udgangens mørke favntag

med regndråberne løbende sitrende ned af bagrudens tilbageblik
med barnets uforstående loyalitet som livline
frataget den voksnes altvidende indsigt
førtes jeg væk fra det ubetingede holdepunkt
for aldrig igen at begribe dette øjebliks for altid forandrende betydning
en besluttet afsked uden et farvel og på gensyn

et blik i spejlet giver intet svar eller hint om evighedens plan

6 maj 2014
———————————————————————————————————————

Uden titel

På et sidespor er jeg endt mest af alt i fri vilje

modsat en påtvunget afvigelse blandede jeg kortene indeffektivt og efterlod mig selv med
århunderets dårligste hånd og ingen stik i horisonten

udråbt af delitantiske råbekor som frafalden og rejsende i patetisk forladelse
modsat kujonens nedgroede blik for nærmest udgang lader jeg mit legme
fører ud af mit livs sidespor hvis du skal nå at afgive en afsked på
klos skal det ske før toget er kørt

hvis jeg skal nå at svinge mig op til at vinke farvel skal tempoet op
lader alle andre passerer af hovedsporet inkl de nærmeste og fjerneste
og lægger op for stedse

visker usikkert og gebrokent “goodbye my love” og sender en tanke
til kærlighedens persona non grata

Udgivet fredag den 28. februar 2014
———————————————————————————————————————

Uden titel

jeg lod mig selv bemærke og drukne den savlende ildelugtende stil
som en udtørret svamp sugede jeg intethedens vrængende forfald ind under huden
smagen af den bitre inderlighed i min foragt prejlede af på disse opgivede negativer af individer
pulsen har ingen frekvens i sådanne maridtsøjeblikke og smerten i sjælen lammer
den tale som skulle overbevise drives gennem helvedets afvæbning og bringes til tavshed
flygter fra disse endegyldige konfrontationer gennem indsnævrende flugtveje
og ender som den tabende part og længes mod skovens dybeste hemmelighed
et sted hvor livet leves gennem dialogen med tidens evige forstand
et sted hvor stupiditeten aldrig kommer fordi den ængstes ved lukkede tavse rum

Udgivet fredag den 28. februar 2014
———————————————————————————————————————

Sea of Life

anløber dit havneænlægen evighed siden jeg stævnede ud
tilbagelagde et livs rejse

kastede anker ud for uendelige kystlinier
lod dem komme til mig med smagen af livet på land med fast jord under fødderne

flød gennem eksistenser og bestod kun selv af lette luftarter uden håndgribelige virkemidler

fattede umærkeligt at dette var hvad det kunne blive tilat ingen tog notits af min færiske tilstedeværelse
lige så lidt som jeg selv mestrede dette sømil fra land

står nu på ugyngende grund og ser lige ind i mine sidste sekunders forsøg på at gå til verdens ende

Udgivet søndag den 2. februar 2014
———————————————————————————————————————

Dit Blik

vi bliver her sammen lige så længe som der er hjerteslag i vores indre
dine øjne ser mine øjne når vi søvndrukne ligger tæt i de tidlige morgentimer
lige der er det ikke på nogen måde for meget at påstå at du er mit livs udkårende
faktisk er det ikke for meget at påstå at det kan siges helt fra det sekund jeg mødte dit smukke ansigts fine silkesmil og sjæleseende smukke grønne inviterende øjnes blik

Udgivet onsdag den 28. december 2011
———————————————————————————————————————

At blive genfødt seende…

…ud af min mund strømmer sætninger som ikke før forlod mit hoved…

…de landede i mit smertecenter og var som brænde til det uendelige bål der vedblev med at fortærre mig indefra…

…bålet er blevet til et tæppe af gløder som omgiver mig – ikke uegennemtrængeligt men som et minde om den fortabelse det er at komme til verden med benene først – ikke at turde møde livet med begge øjne åben…

… modet er ved at indtage mig nu – mærke det og modtager det uden tøven men af dyb hjertelængsel…

… der er tidspunkter hvor smerten ved at blive født igen overtager – med hovedet først og mod på at se livet komme mig i møde med åbne arme – gør mig fortvivlet – men kun en stund – så ser jeg den smukke åbning som er lige foran mit åsyn og jeg fyldes af ekstatisk lykke og ro….

Udgivet tirsdag den 24. februar 2009
———————————————————————————————————————

 Hud

du har lagt dig på siden af min side
din huds kølige intense berøring vækker mig
min hud vækkes og sanserne vælder frem
ordløs berøring fører os sammen
dette øjeblik må ikke ende – never

Udgivet torsdag den 15. december 2011
———————————————————————————————————————

Ilt til hjertet

I øjenkrogen optræder du så selvfølgeligt som en mild henvendelse…

Valget står lysende klart – skal mine øjne følge det spor som din nærhed lægger ud for mig eller skal jeg som fornuften diktere lukke synet ned og famle mig væk fra denne scene…

…jeg kan ikke modstå din væren og vore øjne mødes – genkendelse vælder op i mig og mit indre eksploderer i sitrende lyst og begær…

…som en ørken dræner luften for fugtighed drænes vi for fornuft og en strøm af usagte ord strømmer som en fossende springflod mellem os – alt ophører omkring os og smerten ved det umulige i at smelte sammen lige her overmander os…

…læberne bevæger sig uden kontrol – en evig længsel udtales uden lyden af vores stemmer…

Et øjeblik så uendeligt evigt lader jeg min hånd glide sagte ned af din arm… mine øjne drukner i tårer som kun føles da du ser på mig og dine læber former et kys…

…øjeblikket ophører og vi skilles – du er min for evigt… det ved jeg i hjertet…

Udgivet torsdag d 13 november 2008
———————————————————————————————————————

 En Duet af visioner

I et indforstået sælsomt øjeblik fortalte en stemme mig at der i min kerne var opstået en balance som aldrig tidligere var følt så indlevet og forankret i en længsel som altid har været der for med egne øjne at se ind i spejlet med omsorg og indre styrke til at fastholde blikket på alle de forenende værdier som for altid nu er set og åbenbaret til den ene som evigt vil være medspillende, modtagende og givende i gavmild overflod… ser et smil bredde sig gennem mine kringlede tankebaner og en hånd der kalder mig til sig…. din hånd smukke…

Udgivet mandag den 23. november 2009
———————————————————————————————————————

 Luftige tiltag

luftige tiltag får ikke taget til at lette
dertil har det låg som er lagt henover sagaen for lavt et tyngdepunkt
gennem krybekælderen findes udveje til meningsfyldt meningsudveksling

måske er det ikke tid til at vi skal udvikle os
er det under den åbne himmelhvælving at tankerne kan svæve frit
på vej ud i faunaen mellem bygningernes irrede skyggefelter
som om alt ligger på nordsiden af sandslottenes forsvindende ringmurer

er det der vi skal gå fordomsfri til værks
samlet op af solens logiske stråleglans
iltet af alt det liv som udspringer fra denne næsten evige kilde
er det også der du og jeg skal plante vores fælles skov

til dem som skal kommer efter
som kan høste af det ved som vi er i stand til at lægge kimen til

Udgivet torsdag den 8. december 2011
———————————————————————————————————————

 Ukendt

…hvilende mellem skyggerne af dine ypperlige former ser jeg livets stjerne løfte sig op af forstemmelsens slørede dis…

…intet kan i dette spæde øjeblik og for altid forblive uforandret..

…griber ud efter en smal afsats og vikler mig ind i dine sødmefulde invitationer velvidende at det perfekte hviler smukt over dine læbers formen udtalte ord – henvendt alene til min hørelse…

***************************

…mit ansigts indre logik opløses og fra da er jeg ukendt for alle som før løftede på kasketten når jeg gik udendørs og ad kendte stræder…

…ensomme søndage på rundtur gennem forladte gader virker for altid som grufulde minder om tid som stod alt for stille alt for længe…

…betræder nu disse af mig alene kendte ruter som guide ind i en lidt for ungdommelig ensomhedsfabel der af mange uden tvivl må ses som forrykte overdrivelser…

…ikke længere som ufrivillig statist til en b-film om det traurige i at være tvilling uden sit andet jeg men nu som indgrebet af et samlet hele…

Udgivet torsdag den. 5. november 2009
———————————————————————————————————————

Synkron

kan jeg gennem åben fortælling skabe forbindelse mellem dine spæde skridt og den stig du nu betræder
er du klar til at lade blodets bånd årelade og ikke føle indsigtens frie fald opsluge dig
når vi berøres i nærværet fra vores ubrudte tidslinie og mærker de allerførste sekunder
en forbindelse som har vekslet mellem alt eller intet valgt af ukontroleret livsbande
vil det lykkes af synkroniseres vores forenelige password for derved at finde tilbage til den første tårer mellem os – en tårer af lykke og uendelig kærlighed
kan jeg finde den vinkel som ikke får dig til at forsvinde forvirret og angst men lader dig glide ind i trygheden ved den ordløse høren til

fredag den 9. december 2011
———————————————————————————————————————

Søger

lysægte er vist det som skal gøre det ud for den stribe land som forbinder den flodbred som går parallelt med den som jeg har taget mit sidste skridt til
selv de tydelige fodspor som sikkert er taget via af denne overgang kan ikke få nogle af os til at flyde med trangen til at mødes på midten for der at dele alt det vi kom fra og med
skal vi ende med som skelletter uden kød, blod og puls
som vind kan gennemstrømme – eroderer til det fineste støv af glemte minder
vender mig og søger tilbage den vej jeg kom – måske kan det hænde at jeg på vejen tilbage vil ende ved den bred hvor du står og ser op på mig med hovedrystende ærlighed
vil det være at skrue tiden tilbage eller er dette bare ikke muligt…?

Udgivet mandag den 19. december 2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.