Er det muligt at leve uafhængigt af det flertalsbesluttede eksistentielle værdisæt

Er det muligt at stille spørgsmålene som føddes ud af en undren over valgene som flertallet tager uden nogen tegn på modvilje og tvivl

Er det muligt at vende ryggen til dette faktum og gå i en helt anden retning

Er det muligt at vælge den form som har udviklet sig over år og som hele tiden har bevæget sig væk fra den styrende mariotet

I lost what I thougt was a friend
and then again I’m not sure
to many things didn’t add up
the doubt was in my mind
like an empty spot in my view

I thoose to let you go
and yet I wonder what I didn’t realies
what made me stay in denial
maybe pushing the truth away

et øjeblik så ubegribeligt lille
sandhedens sande millisekund
der hvor alt med et finder sine rette pladser
hvor stien ikke var længere
tvivlens blottelse
afklædt ind til tomrummet
forløst

at vores dna er forbundet kan ikke nægtes
vores samtale er som to fremmede
ikke som to fremmede der har åbnet dørene for hinanden
som to fremmede som kender hinanden men er frataget samhørigheden
om vi deler erkendelsen af den gabende kløft mellem os ved jeg ikke
og jeg ved ikke om jeg ved at spørge dig blot lægger større afstand mellem os

jeg var der da du blev undfanget og da du entrede den virkelighed som dit liv indledtes i
det føles helt tæt på og samtidig et helt levet liv borte

mit liv er fyldt med mindet og tæt på gabende tomt for du og jeg
var det det – er det det?

Som da jeg steg af toget på Wien Bahnhof Mitte med hensigten at besøge dig
i en konstrueret forventning om at det ville være muligt at få dig at se
virkeligheden ledte mig tilbage til den perron hvor toget til Paris ventede på mig
var jeg skuffet og trist mens skinnerne under mig førte mig væk og videre
mindes ikke tilstanden men næste episode uden rejsechecks
siddende på det kølige flisegulv på den spanske side af grænsen
de hundrede pesetos som skulle standse mine fortvivlede tåre
langt langt væk uden andre midler end den ene pengeseddel gemt i rygsækkens stativ
og de hundrede pesetos
den lange nat gennem den franske kerne og morgenstunden på Gare de Sud
retunerende til udgangspunktet for at starte forfra med udrejsen
til Lisabons status som mellemstation og med fremmede indtrængende landsmænd og  kvinder på slæb til mit daværende paradis ved det atlantiske fiskerleje Porto Covo
hele tiden alene med mig selv og tænkte tanker og endnu flere tænkte tanker
hvordan skulle jeg få dig i tale og til at komme mig i møde
mens du i hovedstaden midt i den tidligere Østrig-Ungaske fortid ventede min kommen
var jeg lige så tom for forankring og indhold som jeg siden har mødt mig selv
eller handlede det om bevægelse væk fra det som jeg ikke kunne få til at være mig
for jeg var ikke mig eller nogen
ikke andet end to menneskers fælles misforståelse og ubetænksomme handling
jeg lod mine iagtagelser indpasse sig i mine egne savnende forvirring
og tillod alle som kom inden for mit synsfelt at agere statister og vidner til min søgen
udfylde roller og skæbner som kun jeg kendte og kender den dag i dag
sat i ord og sætninger som endnu er nedskrevet og gemte
som den ensomme udsigt fra nattogets sørglige vinduer
synet af sorte siluetter på de måneoplyste uendelige vidder på den spanske højslette
som med skiftende tempi passerede min rejse….

hvem skal jeg være for at du kan se hvem jeg er
hvilke andre karaktertræk vil du foretrække
er der en anden farvetone i mine øjne der passer bedre
skulle mine ansigtstræk give en anden valour
er min skikkelse for permanent
er mine skridt for lange
er jeg for tydelig til at bære
jeg ved jeg ikke ved det
lige som jeg ved jeg er den jeg blev til
da ukendt materie trængte sig ind på for mig altid kendt territorium
kunne jeg blot være kendt territorium for dig
og vores territorium være vores sikreste bump på vejen når livets mening kræver iltning
vi har kun en vis mængde ilt med os ind i livets stisystem og en del af den skal vi deles om for ikke at ebbe ud for tidligt

Har jeg tabt alt det jeg så sikkert sagde ja til at være
Som en faderlig forbandelse uden ende
Dette at se tilbage gennem en formørket dyb skov med alt for få oplyste lysninger
Mindes de forkrøblede krat som rev mine bedste hensigter til blods og hensynende
Er der ikke en handling eller verbalt udfald som kan bringe den tid som er gået tilbage
Hvem kan vide hvilke tanker og forsøg på pinefulde lindringer der blev ofret
De evigt cirklende forsøg på at vinde hævd over min ret til at være mig selv fuldtud
Søvnløse nattetimer i en krop som ikke ville være tårene og amodet bekendt
Sjæleløse fantasier forpestet af kærlighedsløst kød i lyset fra sorte sole
Langsomt tarpet for den spillevende tro på håbets yderste dom
Forlist og itureven desperat kæmpende for at komme i land
Op på det land som var mit paradis fyldt med udlevet omsorg og kys til god nat
Det land blev mig ikke forundt og fra nu vil min flåde trækkes længere og længere ud på det åbne uendeligt dybe ocean for de ufuldstændige
Så det ikke da jeg fik livet givet på en ikke forventet undfangelse
Det kom langsomt ud af barndommens skyggeland og befæstede sig som min skæbnes oppasser
Nu er der kun den sikre forventede forvitring af det fundament som udspringer af undergrundes viden om alt som var, er og bliver tilbage
Jeg kan kun vente på slutscenen kommer og håbe I vil mindes mig med varme

En velnæret virus har sat sig på folkesjælen
forsager ultimativ formummelse og en pandemi som gør masserne retnings og bevidsthedsblind
alt som var utænkeligt er nu tænkeligt og udføres i lovord og handling
intet er længere defineret som helligt for de krafter som ønsker destruktion af nationens eftermægle
ikke kun de sidste midler siver men også den kerne som var vores særkende
fortidige generationers slid og møge er formøblet på ingen tid og kommende generationer får en opgave uden lige i at samle de splintrede iturevne forvitrede stumper af én før berømmet nation sammen til noget der ikke vækker til mishag og eksklussion
snart er vi kun os selv tilbage og vi er så få, så får, så få

Der findes mellem os mennesker som ingen bør vende ryggen til
Mennesker som for en hver pris skal mødes frontalt
Med passive verbale ordstrømme som tegner voldens logik
Forløbere til afstumpede ligegyldighed og egocentrisk næstekærlighed til selvet
Lukkede åbne øjne som ser alt og intet ser
døve lyttende øre som intet hører og kun hører det som ønskes hørt

Er vi gode med vores digitale humanisme?
Er vi overbeviste om meningen med livet?
Er vi frie i vores tanker eller låst fast til vores medfødte ankerblok?
Er vi sårbare umodne forventingsramte utopister uden fodfæste?
Er vi druknede ånder som suges ind i klodens kerne?
Er vi sarte og overvægtigt begribende ingenting?
Er horisonten det endelige udtryk for vores ende?
Er tavsheden i vores udmeldinger roden til systemets magtfuldkommenhed?
Er flokken vi ligger i værdiske med det leje som vi befinder os retmæssigt i?
Er klodens lykkeligste folk en masse af meningsløshed på tube?
Er der en ende på alle disse spørgsmål til nationen???

Uvidenhedens eftertrykkelige blåstempling af frihedsprinciper som lader hånt om alt der kan sikre fremtiden for de som skal overtage dette neonindsmurte  forbrugstyranni
historiens sorte stempel har allerede præget sin skam i nationens kerne og kræver mere end handling
afladet kender ingen men angsten for tab af de mest uproduktive bekvemmeligheder akkumulerer stupiditeter som ingen tidligere generationer kunne have forudset skulle lade hånt om basal ansvarsfølelse frem for egoismens depraverede undergang
har set mennesker stå i kø efter deres eget endeligt med savtakkede albuer som uden tøven bliver brugt mod den éne som vælger at løbe i forvejen for desperat at standse denne ensrettede bevægelse med racens endelige fald i afgrunden
her er smagen af alt andet en salt og sukker det samme som en forbrydelse mod menneskeheden og bliver bragt til skafottet for de som holdt fast i puslespil med mere en to ens brikker som skaber de smertelige jubelsscener når brikkerne passer bag fladskærmens cirkus for massernes nekrofile