På vej til møde med dig velforberedt og spændt som den faldende mod jorden med kun ét fejlfrit ryk i den frelsende skærmudløser tilbage. I et tætparkket rødmalet skinneorgan som kører ind på Dybbelsbro,s flækkede perron fuldstændigt mennesketomt er jeg placeret med ansigtet rettet ud og med blikket indad. Alle på nær mig forlader skuden og selvom kaptajnen løber forbi uden for den delvist spraymalede udsigt lyder signalet til afgang. Kort efter dukker omridset af hovedbanen og minutterne tælles for alvor i maginale mandtal.
Angsten for at skulle blive sat stævne med et kamera fra det neoliberalistiske Go’dag lister jeg mig uden om rulletrappernes benamputerende optur og finder famlende hen til urinalet som mestre både at køre op som ned. Overskrider opkørslens mørke og passerer trædefladen til den store omstigningskatedral og finder dig stående lige uden for de velvillige skydedøres sluse. Du er omgivet af en uhørt tavshed som selv Palle som var alene ville have følt intimiderende men også helt forudsigelig nu hvor ingen andre end os er tilbage i Kongens KBH.
Ordløse mødes vores læber som var det aftalt og skilles ikke før vi entre Istedgades åbning. Tænker begge og hitter intet svar uden for horisontens sidegader og er også tosommelig ligeglade med svar som ikke sætter sig fri af angst for analyse og modsvar eller pegende fingre fra mannequindukker som står som trækkende efter en enkeltbillet til fælledens kølige glemsel.
Du er den som først nævner midnattens skæringspunkt fra denne datodag til i morgen som om vi har noget vi skal nå inden i morgen.

Mit indre ur har tag i min trang til at se stort på morgendagens trakasserier med den effekt at tiden for en stund lægger sig fladt ned og lader mig krybe ind under huden på denne eneste virkelighed som lige nu udfolder sig som mere en blot et strejf af viljestyrker og mere som en skabende inderlighed fra centrumet midt mellem forstadens indespærrende syntetiske frirum malket for frihed og uopdagede kældreskakte som emmer af jordslået iltsvind og lys der dør ud som et mørkt glimt
Har set ned på dette englespind og følt mig løsrevet fra alt hvad der er jordoverflade og livsbetingelse blot for at blive gennembanket af alt det som har listet sig ind på og i mig siden mit første bevidste tilbageblik gav mere end en udgang til svaret på min eksistens som eksisterende
Nok en god idé er sat fri og løstnet fra mit indre paradoks og jeg vidste ikke engang at det var det jeg skulle skrive mig frem til – but here I am….

can not be true when i’m not with you